December startede med flere huse og ejerlejligheder til salg sammenlignet med for en måned siden.
Det viser Boligsidens nye udbudstal.
Således var der eksempelvis 34.269 villaer og rækkehuse til salg i landet ved indgangen til årets sidste måned, hvilket er 0,8 % flere huse til salg end i starten af november.
Samtidig har huskøberne fået knap 11 % flere huse at vælge imellem sammenlignet med primo december sidste år – det svarer til mere end 3.300 flere huse på markedet.
Læs også: Økonom: Boligejernes skatterabat vil koste vækst og velstand
Der har desuden ikke været så mange huse til salg i Danmark, som der er nu, siden indgangen til november måned i 2019.
– Generelt set er antallet af huse til salg steget stille og roligt i efterhånden mange måneder, hvor vi nu er tilbage på samme niveau som før de hæsblæsende coronaår, og det er særligt godt for de interesserede huskøbere, som nu har fået betragteligt mere at vælge at vælge imellem, selv hvis vi sammenligner med for blot et år siden, siger Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.
For fire ud af de fem regioner gælder, at husudbuddet er steget fra primo november til primo december, mens udbuddet af huse er uændret i Region Sjælland i perioden.
Der, hvor antallet af huse til salg er steget mest, er i Region Midtjylland og Region Hovedstaden, hvor der er tale om en stigning på henholdsvis 1,3 % og 1,0 % den seneste måned.
Ifølge Birgit Daetz er det udsigten til boligskattestigninger, der for flere har givet anledning til at sælge boligen før årsskiftet.
Læs også: Cheføkonom om skatterabat ved boligsalg: Løbet er kørt
Desuden viser udbudstallene, at der også er kommet flere ejerlejligheder til salg den seneste måned, så der ved indgangen til december måned var 8.349 ejerlejligheder på markedet. Det svarer til, at lejlighedsudbuddet er steget med 2,8 % fra primo november til primo december. Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er der aktuelt 1,7 % flere lejligheder til salg.
I Københavns Kommune, som har det største marked for ejerlejligheder i landet, er lejlighedsudbuddet steget med 2,4 % den seneste måned, sådan at der i starten af december var 2.305 ejerlejligheder til salg i hovedstaden. For København ligger det aktuelle antal ejerlejligheder til salg under sidste års niveau med 2,8 %.
Færre sommerhuse, men flere end sidste år
Mens udbuddet af helårsboliger er steget den seneste måned, er der sket det modsatte for sommerhusudbuddet.
Således er der antallet af sommerhuse til salg dalet med 0,8 % fra primo november til primo december, sådan at der ved indgangen til årets sidste måned var 5.082 sommerhuse til salg i landet.
Selv om udbuddet af sommerhuse er faldet den seneste måned, har sommerhuskøberne dog 11,4 % flere sommerhuse at vælge imellem sammenlignet med i starten af december sidste år.