Vinderteam fundet til komplekst rumprojekt på DTU

Et innovativt samarbejde mellem rådgivere, entreprenører og DTU som bygherre skal munde ud i innovative forskningsfaciliteter, der understøtter DTU's position som verdensklasse eliteuniversitet.
Allerede i dag gennemfører NASA rummissioner og sender landingsfartøjer til Mars ved brug af dansk teknologi udviklet på DTU. Nu skal en ny laboratoriebygning tage fremtidens rumforskning til nye højder. Foto: Getty Images
Allerede i dag gennemfører NASA rummissioner og sender landingsfartøjer til Mars ved brug af dansk teknologi udviklet på DTU. Nu skal en ny laboratoriebygning tage fremtidens rumforskning til nye højder. Foto: Getty Images

Mens danske Andreas Mogensen svæver rundt på fjerde måned på den internationale rumstation ISS, er dansk rumfart og rumteknologi i hastig udvikling. Rumfart har stærkt stigende betydning for samfundet, og derfor har DTU Space behov for en ny bygning, der kan rumme fremtidens rumforskning.

Det nye Bygning 330 får et areal på ca. 6.600 kvm på DTU Campus Lyngbys tredje kvadrant. Bygningen skal indeholde state-of-the-art laboratorier og øvrige forskningsfaciliteter, der understøtter DTU’s position som eliteuniversitet i verdensklasse. Herfra skal forskningen bidrage til fremtidens grønne løsninger – både nationalt og internationalt.

Nu er det team, der skal udføre den komplekse og helt særlige opgave blevet udvalgt. Vindertemaet består af Elindco, Artelia og Christensen & Co Arkitekter.

Læs også: CLT danner rammen om banebrydende klimaforskning

Arbejdet med de gode ideer, innovative løsninger og processer tog allerede fart i tilbudsprocessen, hvor holdet sammen har arbejdet aktivt med variantstudier, der også har fokuseret på LCA, LCC, det konstruktive system, anlægsøkonomi, energirammeberegninger og fagnotater vedrørende arkitektur.

En væsentlig del af projektudviklingen er en fase, hvor hele holdet samarbejder tæt i et variantanalysestudie, der har fokus på både arkitektur, funktionalitet, bæredygtighed og totaløkonomi.

Tre fokusområder inden for bæredygtighed

Derudover har tre fokusområder inden for bæredygtighed et særligt fokus i byggeriet; minimering af klimapåvirkningen af de bærende konstruktioner, minimering af energiforbruget i drift med særligt fokus på procesenergi og design for afmontering og tilpasning.

– Der er lagt stor vægt på, at digitale værktøjer bliver en katalysator for samarbejdet, og det glæder vi os til at imødekomme som hold. I variantstudierne kommer vi f.eks. til at bruge det helt nye og AI-baserede Autodesk Forma til hurtig simulering af parametre som dagslys, vindforhold, mikroklima og støj. Vi vil samtidig bruge digitale bygningsmodeller af varianterne til at vurdere andre aspekter på et tidligt stadie og i tæt samarbejde mellem alle parter, udtaler Artelias projektchef Erik Krøll.

Han suppleres af Michael Werin Larsen, der er partner i CCO Arkitekter:

– Vi har allerede i tilbuddet udviklet værktøjer og en proces for at minimere klimapåvirkningerne, hvor vi på en realistiske måde binder alle de kvalitative og tekniske forhold ind som et byggeprojekt omfatter. Det har hævet barren for, hvordan vi designer bygninger ved brug af de digitale værktøjer, dataanalyse og tænker varianter ind i designprocessen.

Læs også: DTU på Building Green: Bygger vi rent faktisk til 50 år?

Foretrukket af både NASA og ESA

Det tværfaglige samarbejde er afgørende for en integreret designproces, hvor et lavt energiforbrug, et godt indeklima og gode indretningsløsninger går hånd i hånd med et samlet reduceret klimaaftryk for det nye institut til DTU Space.

Jens W. Ø. Larsen, projektleder og arkitekt fra DTU, siger:

– DTU Space er på flere forsknings- og udviklingsområder førende både nationalt og internationalt, og er den foretrukne samarbejdspartner på mange af NASA og ESA’s rummissioner. Vi er glade for at have fundet et team, der kan udvikle fremtidens bæredygtige forskningsbygning, i et innovativt samarbejde mellem rådgivere, entreprenører og DTU som bygherre.

Relateret indhold