Den danskejede detailkæde Normal sælger med egne ord helt normale varer til unormale priser fra mere end 600 butikker fordelt over en række europæiske lande. Nu vil kæden etablere et unormalt kontorbyggeri til eget brug på en knap 150.000 kvm erhvervsgrund i Skanderborg.
Kontorbyggeri, der bliver nyt hovedkvarter, opføres i etaper og forventes til slut at nå op på et samlet etageareal på op til 43.500 kvm. Første etape vil være på ca. 15.000 kvm med forventet indflytning ultimo 2027.
I stedet for en klassisk kasseformet kontorbygning vil Normal opføre en slags landsby; en klynge af bygninger integreret i landskabet og indbyrdes forbundet via stier og et grønt fællesområde.
Læs også: Dansk bybad vinder en slags OL i arkitektur
Inspirationen kommer fra Søhøjlandets kuperede terræn og de såkaldte fortebyer. Det er en landsbytype kendt fra middelalderen, hvor gårdene lå i en kreds rundt om et åbent og grønt fællesareal kaldet forten.
Bygger med respekt for landskabet
Skanderborg er ikke ukendt for Normal, der tilbage i 2019 byggede domicil på Godthåbsvej i det nordlige Skanderborg. Virksomhedens vækst giver allerede nu behov for mere plads. Valget er faldet på den store og alsidige erhvervsgrund i Vrold ved Vroldvej og E45, som virksomheden allerede ejer.
– Som virksomhed har vi en historisk tilknytning til Skanderborg, hvor en stor del af vores medarbejdere enten bor eller har let adgang til. Vi er derfor rigtig glade for, at vi har muligheden for at blive i byen og tilmed på den smukke og velbeliggende grund i Vrold, hvor vi glæder os til at bygge vores kommende hovedkontor i respekt for landskabet og omgivelserne, siger Torben Mouritsen, adm. direktør i Normal.
Kræver ny lokalplan
Hovedkvarteret skal bestå af bygninger i to til fire etager med saddeltage. Af den grund kommer enkelte dele af byggeriet (enkelte tagrygge) op i en højde på op til 22-24 meter. I dag er den maksimale byggehøjde 16 meter. Projektet som det ser ud nu, kræver derfor en ny lokalplan og et kommuneplantillæg.
Saddeltagene er en del af den arkitektoniske vision, der henter inspiration fra landsbybebyggelsen og landskabets niveauforskelle.
– Det skitserede projekt vil have betydning for, hvordan Skanderborg by tager sig ud fra motorvejen og det omkringliggende område. Derfor er vi glade for, at Normal som bygherre har store ambitioner for byggeriet, arkitekturen og sammenhængen med landskabet, siger borgmester i Skanderborg Kommune, Frands Fischer, der kalder Normals planer om et nyt hovedkvarter i kommunen for ‘meget spændende både arkitektonisk og udviklingsmæssigt’.
Hovedkvarteret får 870 parkeringspladser, som bliver fordelt mellem kælderparkering og terræn. Terrænparkeringen placeres på den sydlige del af grunden mod Vroldvej, og på den måde friholdes den nordlige del af grunden og dermed den landskabelige overgang til Vestermose.
Kommunens økonomi- og erhvervsudvalg har netop behandlet sagen og vedtaget, at planarbejdet kan sættes i gang.