ATP Ejendomme inviterer folkeskolen med ind i byggebranchen

I forbindelse med det nye Carl Bro Haven i Glostrup inviterede ATP Ejendomme 50 elever med ind bag byggeriets facade for at fremme branchen og nedbryde fordomme.
Byggepladsbesøg, Skovvangsskolen på Carl Bro Haven. Foto: Emma Tolstrup.
Byggepladsbesøg, Skovvangsskolen på Carl Bro Haven. Foto: Emma Tolstrup.

Danmarks behov for faglærte er massivt voksende, og det er siden blevet et politisk fokuspunkt at gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive for de yngre generationer.

Erhvervslivet byder dog også selv ind med løsninger, og senest er det ATP Ejendomme, der har taget sagen i egen hånd.

Læs også: Fra gråt erhverv til grønt boligområde – 198 boliger klar før tid

I forbindelse med byggeriet af Carl Bro Haven i Glostrup inviterede virksomheden nemlig 50 folkeskoleelever fra Skovvangsskolen til en temadag om både nutidens og fremtidens boliger.

Oplæg fra en tømrer, en elektriker og en VVS-installatør, Skovvangsskolen på Carl Bro Haven. Foto: Emma Tolstrup.
Oplæg fra en tømrer, en elektriker og en VVS-installatør, Skovvangsskolen på Carl Bro Haven. Foto: Emma Tolstrup.

Arrangementet for de mange 7. klasses elever fandt sted i fredags og var bygget op af to lektioner, hvor de blev præsenteret for nutidens byggeteknikker og samtidig fik til opgave at udfordre branchens traditionelle byggematerialer, boligformer og metoder med kreative input til fremtiden.

Nedbryde håndværkerfordomme

Med temadagen var hensigten blandt andet, at de mange elever skulle have mulighed for at møde nogle af de erhvervsuddannede inden for byggeri. Derfor blev de præsenteret for en håndfuld af de håndværkere, der er tilknyttet det daglige arbejde med Carl Bro Haven.

– Vi vil give eleverne en indsigt i, hvad det vil sige at være elektriker, tømrer eller VVS-installatør og vise eleverne, at man ikke alene skal være god med sine hænder, men at det også kræver, at man er god til at løse problemer og tænke kreativt, fortæller Tobias Max Poulsen, boligprojektchef i ATP Ejendomme.

Bud på fremtidens byggeri, Skovvangsskolen på Carl Bro Haven. Foto: Emma Tolstrup.
Bud på fremtidens byggeri, Skovvangsskolen på Carl Bro Haven. Foto: Emma Tolstrup.

I grupper fik eleverne mulighed for selv at komme på banen, og deres mange idéer om fremtidens boliger blev efterfølgende bragt i en tidskapsel, der fremover opbevares i det nye Carl Bro Haven. For at se om deres idéer er blevet til virkelighed, skal kapslen først åbnes igen i 2053.

Læs også: Højere krav til gymnasiet: Så mange elever kan blive faglærte i stedet

Om muligheden for at inddrage de unge fra lokalområdet afslutter Tobias Max Poulsen:

– Vi har selvsagt været utrolig spændte på, hvilke kreative bud eleverne på Skovvangsskolen bragte til bordet, og jeg kan godt afsløre, det satte lige så mange tanker i gang hos dem, som det gjorde hos os.

Relateret indhold