Pensionsselskabet Sampension har købt seks ejendomme med over 200 ungdoms- og studieboliger
I 2016 købte pensionsselskabet Sampension fem ejendomme med studieboliger af ejendomsselskabet UngboDanmark med en optionsaftale om køb af yderligere seks ejendomme fordelt i uddannelsesbyer på Sjælland, Fyn og i Jylland.
Læs også: 42 milliarder i ny fabrik – Novo skriver Danmarkshistorie
Nu udnytter selskabet optionen og udbygger dermed sin portefølje af boliger til unge, som samlet nu udgør knap 800 boliger:
– Vi er glade for med denne investering at kunne øge vores portefølje af ungdoms- og studieboliger, som bidrager til at sikre attraktive boligmuligheder for de unge herhjemme, siger chef for ejendomme og infrastruktur, Torbjørn Lange.
God geografisk spredning
Selskabet har netop overtaget de seks ejendomme, som Norhjem administrerer. Ejendommene har et samlet areal på 11.214 m2. Udover ungdoms- og studieboliger består ejendommene også af en mindre andel erhverv.
– Investeringen understøtter vores ønske om at have en diversificeret portefølje, som omfatter flere forskellige typer ejendomme, og som har en god geografisk spredning. Samlet set forventer vi, at investeringen vil give vores kunder et fornuftigt afkast på deres pensionsopsparinger, siger Torbjørn Lange.
Læs også: Trods rekordmange aflyste projekter: Bygherrerne står stærkere
Ejendommene fordeler sig på Holmbladsgade 70C på Amager i København, Albanigade i Odense, H. N. Clausens Gade i Aarhus, Bissensgade i Aarhus, Engtoften i Viby og på Vesterå i Aalborg.