Aarhus Universitets campus er i disse år under stor udvikling – heriblandt transformationen af det oprindelige kedelhus og vaskeri på det tidligere kommunehospital.
Projektet blev i foråret vundet af et team bestående af blandt andre AART, som nu af FEAS, Forskningsfondens Ejendomsselskab, også er udpeget til en rammeaftale om totalrådgivning.
Aftalen løber over de næste fire år og berører FEAS’ samlede portefølje til universitetsformål.
Læs også: “Vil emme af liv midt i Slagelse” – nyt boligområde tager form
Artelia og Lytt er med som underrådgivere på rammeaftalen.
Forventer flere projekter
– Som bygherre er det afgørende, vi løbende udvikler vores bygningsmasse, så den passer til vores lejeres behov, og vi forventer, at der de kommende år kommer gang i flere projekter til Aarhus Universitet i både Universitetsbyen og på Katrinebjerg, siger Jørgen Lang, adm. direktør for FEAS.
– AART har været involveret i udarbejdelse af udviklingsplanen for begge områder, og vi er glade for at kunne fortsætte det gode samarbejde med dem som totalrådgiver på flere delprojekter, tilføjer han.
FEAS ejer i dag ca. 230.000 m2 erhvervs- og boligejendomme i Aarhus, heriblandt Nobelparken og flere ejendomme på Katrinebjerg samt altså Universitetsbyen – det tidligere Aarhus Kommunehospital.
Læs også: Endelig: Byggeri af bykvarter til 1.000 beboere kan gå i gang
– Vi er stolte af at skulle fortsætte med at bidrage til udviklingen af Aarhus Universitet og dermed Aarhus’ som international Universitetsby, siger Torben Skovbjerg, der er stiftende partner og CEO i AART.
Vigtigheden i at gøre sig umage
– Vi kender allerede udviklingsområderne og den eksisterende bygningsmasse, og derfor betyder det meget for os at kunne fortsætte det gode samarbejde med en ambitiøs bygherre som FEAS, der forstår vigtigheden i at gøre sig umage, når man bevæger sig på kanten af national kulturarv.
Første delprojekt i rammeaftalen er en stor Food Hall, der skal opføres i hjertet af Universitetsbyen. Food Hall’en skal være et samlingssted med liv og aktivitet døgnet rundt og forstærke berøringsfladen mellem universitetet og den omkringliggende by.