Det er slut med at vente urimeligt længe på at få en byggetilladelse i København. Sådan lyder konklusionen på nye tal fra Københavns Kommune, der viser, at 98 % af de afgjorte byggesager, forvaltningen har fået ind efter den 1. juli i år, er blevet behandlet indenfor servicemålenes tidsramme, som er aftalt mellem staten og KL.
Det var særligt ifm. overgangen til det nationale bygningsreglement BR18, at sagspuklen voksede. Ifølge kommunen skyldtes det, at mange byggeansøgere og kommuner havde udfordringer med at navigere i de nye, nationale regler.
Men det skulle altså nu være et overstået kapitel, og det glæder hos DI Byggeri Hovedstaden:
– Det er helt afgørende, at sagsbehandlingen af byggesager foregår kompetent og effektivt, så virksomhederne kan planlægge deres byggeaktiviteter og undgå unødige forsinkelser, siger bestyrelsesleder Mads Raaschou.
– Derfor er jeg rigtig glad for, at Københavns Kommune har sat sig for at gøre noget ved de alt for lange sagsbehandlingstider på byggesagsområdet. Og nu ser arbejdet heldigvis ud til at bære frugt, sådan at langt de fleste byggesager sagsbehandles inden for de nationale servicemål. Det vil vi gerne kvittere for, tilføjer han.
Vigtigt for at København fungerer
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) fortæller, at det har været en vigtig målsætning, at virksomheder og borgerne i København ikke skal vente lang tid på at få en byggetilladelse:
– Der er blevet kæmpet og tænkt kreativt i byggesagsafdelingen og skruet på alle knapper for at få nedbragt sagsbehandlingstiden. Nu er det lykkedes, og det er vigtigt for, at København fungerer. Jeg vil følge området tæt for sammen med forvaltningen at sikre, at de gode takter fortsætter, siger hun.
Kommunen oplyser, at der med de 98 % af de afgjorte sager er tale om et gennemsnit, og at der derfor vil der være sager, der ikke overholder servicemålene, hvilket kan skyldes, at der mangler materiale for, at forvaltningen kan færdigbehandle sagen, eller at det har været nødvendigt med en eller flere høringsprocesser.