Skanderborg Bybad
- Adresse: Parkvej 10, Skanderborg
- Bygherre: Skanderborg Kommune
- Bygherrerådgiver: Bisgaard | Ejsing
- Arkitekt: Spektrum Arkitekter
- Totalentreprise: MT Højgaard
- Byggestart: September 2020
- Færdigt: Maj 2021
- Indviet: 24. juni 2021
- Samlet areal på søbad: 1.500 m2
- Bygningsareal: 171 m2
- Overdækket areal: 53 m2
- Faciliteter: To bassindybder, udspring, omklædning, toiletter, sauna multirum, kajakdepot, adgangsbroer og kajplads til turistbåden Dagmar
- Samlet anlægssum (Bybadet og Kulturløberen): 28 mio. kr.
- Fondsstøtte: 12,5 mio. kr. fra Lokale og Anlægsfonden og Realdania
Næsten halvdelen af de projekter, der i denne uge vandt en af de prestigefyldte IOC IPC IAKS Arkitekturpriser 2023, er forbundet med temaet vand. En af vinderne, der netop er centreret omkring vand, er Bybadet i Skanderborg.
Juryen havde i alt 88 konkurrenceindlæg fra 22 forskellige lande at forholde sig til. Bybadet vandt i kategorien ‘Fælles udendørsområder og offentlige områder’ sammen med de to canadiske projekter SFU Stadium i Burnaby og Rainbow Park i Vancouver.
Organisationerne bag prisen er Den Internationale Olympiske Komite (IOC), Den Internationale Paralympiske Komite og Den Internationale Forening for Sports- og Fritidsfaciliteter (IAKS).
Læs også: Skanderborg Søbad forsinket af manglen på limtræ. Nu er også saunaen klar
– Bybadet i Skanderborg har et multifunktionel design, der imødekommer både organiserede og selvorganiserede sportsaktiviteter, kulturelle aktiviteter og udendørsliv for alle. Stedet skiller sig ud på grund af sine høje standarder inden for arkitektur og ikke mindst kulturel og social bæredygtighed, hedder det blandt andet i juryens begrundelse.
Bybad bygger bro
Formanden for Kultur, Fritids- og Idrætsudvalget, Tage Nielsen, er begejstret over, at Bybadet modtager den eftertragtede arkitekturpris.
– Jeg bliver altid glad, når jeg går forbi Bybadet. Både fordi arkitekturen er smuk og bygger bro til Byparken og Kulturhuset, og fordi Bybadet bliver benyttet af mange mennesker. Det er et iøjnefaldende sted, som er med til at skabe fællesskaber, siger Tage Nielsen og tilføjer, at arkitekturprisen også er med til at give et boost til den Arkitekturpolitik, som byrådet netop har vedtaget.
Også Maritimt Center Esbjerg – kaldet Lanternen – vandt en af de internationale priser i kategorien ‘Specialiserede faciliteter til sport, fritid og rekreation’. Lanternen vandt også Danish Wood Awards i den forgangne uge.
De tre sportsorganisationer har uddelt prisen hvert andet år siden 1987 til anerkendelse af bygninger og faciliteter for deres eksemplariske design, funktion og innovation.