Mandag præsenterede miljøminister Magnus Heunicke (S) regeringens udspil til en plan for klimatilpasning i Danmark.
I planen foreslår regeringen at afsætte i alt 1,3 mia. kroner til klimaindsatser.
Læs mere: Efter stormfloden: Regeringen vil sikre kysterne for over 1 milliard
Ifølge Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, indeholder udspillet en række positive elementer – men det lever dog ikke op til forventningerne:
– Vi er i Danmark bagefter ift. håndtere de negative konsekvenser af klimaforandringerne. Det så vi senest i sidste uge, hvor skaderne ifølge en foreløbig vurdering løber op i mere end en milliard. Derfor er jeg også lidt forundret over den beskedne – ja reelt helt utilstrækkelige – finansiering af planen, siger Ulrik Ryssel Albertsen, erhvervspolitisk chef i FRI.
Læs også: Klimatilpasning: 10 år foran USA – efterspørger danske løsninger
– Der er betydelige samfundsøkonomiske gevinster forbundet med investeringer i klimaløsninger, og derfor så vi også gerne, at den kommunale pulje havde været endnu større og bedre, fordi mange kommuner vil få svært ved selv at finde de nødvendige midler til klimatilpasning.
Manglende konkrete målsætninger
Planen indeholder også et kommende lovforslag, der vil gøre det muligt for spildevandsselskaber at gennemføre kollektive løsninger i områder med højtstående grundvand.
Ulrik Ryssel Albertsen mener, at det er meget positivt, at udfordringer med stigende grundvand går fra at være en problemstilling hos den enkelte husejer til fremadrettet at blive en opgave, der løses af kommuner og spildevandsselskaber i fællesskab – en samfundsøkonomisk langt mere optimal løsning, lyder vurderingen.
Til gengæld kritiserer den erhvervspolitiske chef planen for manglende konkrete målsætninger for indsatsen.
Hellere i dag end i morgen
Han efterspørger en strategi for, hvordan man sikrer den bedst mulige koordination af klimatilpasningsindsatsen og de optimale rammer for f.eks. kommunerne til at håndtere de forskellige oversvømmelseskilder:
– Der er mange gode intentioner i planen, men der er også mange vanskelige spørgsmål omkring finansiering og organisering af området, der står ubesvaret hen. Det skal en række yderligere analyser give svar på. Og her kan jeg godt blive bekymret for tempoet, for vi har brug for en samlet plan, der anviser finansiering, organisering, målsætning og ambitionsniveau. Og hellere i dag end i morgen, for regningen vokser, jo længere tid vi venter, siger han.