Om projektet
- Byggeriet er sket i tre etaper, hvoraf de to første stod færdig i henholdsvis 2012 og 2014. Sidste etape stod færdig i 2022.
- Bygherrer:
- – Havneinvest Århus II / Domis Pakhusene 6 / Anpartsselskabet Lighthouse United (sidste etape)
- Rådgivende ingeniører:
- – Moe (Artelia) / Rambøll (sidste etape)
- Totalentreprenører:
- – Per Aarsleff / MT Højgaard (sidste etape)
- Arkitekt:
- – 3XN
- Landskabsarkitekt:
- – Schønherr
I denne uge har konferencen Humanizing High Density samlet mere end 1000 mennesker fra bygge-, byudviklings- og arkitektbranchen fra hele verden i Singapore.
Konferencen har særligt fokus på, at byer ikke blot er dér, hvor mennesker bor, men også er dér, hvor mennesker skal trives.
Læs også: “Vil emme af liv midt i Slagelse” – nyt boligområde tager form
En jury har nu kåret de bedste projekter ud fra en række kriterier som bl.a.:
Bæredygtige former for tæthed i bebyggelser, lighed og retfærdighed ift. boligerne, skabelse af bedre sociale rum, balance med naturen samt balance i udviklingen, der er passende for lokale miljø- og kulturforhold.
Vinderen af den overordnede kåring i kategorien ‘Best Tall Building 100-199 meters’ blev Lighthouse i Aarhus og 3XN Arkitekter. Juryen lagde særligt vægt på projektets store fokus på at skabe et projekt med mange faciliteter, der samler både beboere og resten af byen og for at have bidraget til at skabe et rekreativt miljø i vandet omkring byggeriet.
– Vi har helt fra begyndelsen haft et ønske om at skabe noget helt særligt med Lighthouse, siger Nicolai Hommelhoff, der er en del af teamet bag Lighthouse, og tilføjer:
– Et projekt, der er mere end bare boliger, hvor mennesker og natur kommer før bygningerne. De mange initiativer omkring bugten og kanalerne har en kæmpe betydning for, at vi i dag står med prisen i hånden. Vi kunne aldrig have gjort dette alene, og Aarhus Kommune har ligeledes et kæmpe aktiv i, at vi har vundet. Så jeg vil egentlig sige tillykke til hele Aarhus – Lighthouse er vores alles projekt.
Inspiration i livets omkring byggeriet
Havets bølgende bevægelser, en mangfoldig by og udsigten Il både byen, bugten og skoven er nogle af de elementer, som har været med til at skabe arkitekturen bag Lighthouse, der med sine 142 meter er Danmarks højeste boligbyggeri:
– Lighthouse er for os et vellykket eksempel på, hvordan vi kan forene arkitektur og byudvikling. Helt fra starten er der blevet integreret og faciliteret byliv, og vi har haft et stort fokus på menneskers relation til stedet og til hinanden, siger Jes Tonsgaard, senior associate og business director hos 3XN.
Læs også: 11 danske pragtprojekter nomineret til europæisk arkitekturpris
– Det har bidraget til at gøre Aarhus Ø og Lighthouse attraktivt og relevant. Vi er utroligt stolte af dagens anerkendelse i den internationale konkurrence, men faktisk er vi særligt stolte over de mange glade beboere og den positive respons fra både byen og lokalmiljøet – for det er dér bygningen lever, tilføjer han.
Den internationale nonprofitorganisation Council On Tall Buildings and Urban Habitat (CTBUH) beskæftiger sig med arkitektur og fremtidens byer i hele verden.