Om M4
- – Når linjen til Sydhavn og Valby åbner i 2024, vil det samlede metronet bestå af 44 metrostationer og 43 kilometer spor.
- – M4 Sydhavn forventes at få ca. 9 millioner passagerer årligt. Samlet set forventes det, at mere end 120 mio. passagerer rejser med Metroen i 2024.
- – Hovedentreprenører på udvidelsen af metrolinjen M4 mod Sydhavn og Valby er TunnL3, Hitachi Rail og Rhomberg/Efacec.
I 2024 åbner udvidelsen af metrolinjen M4 mod Sydhavn og Valby, der indeholder fem nye metrostationer i København:
Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og Ny Ellebjerg (kommende København Syd), og dermed bliver det muligt at komme fra København Syd til Rådhuspladsen på 10 minutter og til Frederiksberg på 13 minutter.
Med de fem nye metrostationer følger også fem nye offentlige byrum, som inviterer til leg, ophold, rummelig cykelparkering og nem adgang til Metroen:
– Metroen løfter bydelene markant og binder byen sammen – ikke kun som transportmiddel, men som hjælp til gode fællesskaber og oplevelser for alle bydele og de mennesker, der bor og arbejder i dem, siger Jesper Malmkjær, der er arkitekt hos Metroselskabet.
Jesper Malmkjær fortsætter:
– Pladserne ved Metroen er derfor også vigtige og centrale. Det er her, man som beboer står af Metroen og umiddelbart føler sig hjemme i sit lokalkvarter. Ligesom metrostationerne skal pladserne være tilgængelige, overskuelige og trygge, og for de besøgende skal de slå tonen an for hele lokalområdet og egenarten i de omkringliggende kvarterer, samtidig med at de inviterer til at tage et pusterum i hverdagen.
Jesper Malmkjær fortæller videre, at der har været et særligt fokus på at sikre, at stationspladserne spiller sammen med de omkringliggende omgivelser og samtidig passer til kvarterets behov:
– Ved metrostationen Enghave Brygge kommer der f.eks. et stort cykelparkeringsområde med plads til ca. 400 cykler, da vi forventer meget cykeltrafik i området, når Metroen åbner. Derudover kommer der en opholdstrappe helt ned til vandet mod syd, som giver folk mulighed for at springe i vandet om sommeren eller nyde en pause på pladsen, når de sejler forbi i kajak eller båd.
Jesper Malmkjær understreger, at der dog også er flere fællestræk mellem stationspladserne:
– Fælles for stationspladserne er, at de alle har gode adgangsforhold for både gående og cyklister og skal fungere som trafikknudepunkter med skift mellem metro, cykel, gang og bus, og hvor der samtidig er plads til ro, ophold og leg i rare omgivelser. Derudover får alle pladserne de metroelementer, vi kender fra resten af byen med elevatortårn, trappenedgang og ovenlys, hvor det har været muligt.
På Havneholmen, Enghave Brygge og Mozarts Plads er arbejdet med at anlægge stationspladserne allerede i gang, mens arbejdet på Sluseholmen og det kommende København Syd først starter senere.
Det skyldes, at der på nuværende tidspunkt opføres andre byggerier i området, som optager dele af stationspladsarealet.
Alle fem stationspladser forventes at være færdige i sommeren 2024.