Direktør i Cyklistforbundet, Kenneth Øhrberg Krag, talte tidligere på året mod broer til cyklister ved Lynetteholm her på Dagens Byggeri. I stedet talte han for flere tunneller, så cyklister ikke skal vente, mens broerne er oppe, når der skal gives adgang til skibe.
Nu er tegnestuen Tredje Natur kommet med et forslag til en cykelring med en serie af mindre broer, der tilsammen vil kunne skabe en ‘cykelringvej’ til gavn og glæde for alle de nye bydannelser nord for middelalderbyen i en overordnet cykelinfrastruktur.
Projektet, der er døbt ‘Kronløbsringen’, vil forbinde Lynetteholm, Langelinje, Marmormolen, Århusgadekvarteret, Redmolen og Levantkajen.
Læs også: Lynetteholm: 3 tons tung sten afslutter fase 1
Tredje Natur er fuldt bevidst om den københavnske problematik med at få byen til at hænge sammen hen over vandet, og vil med forslaget opfordre bl.a. politikerne til at tænke anderledes både i forhold til infrastrukturen og klimaforandringerne.
– Når Lynetteholmen bliver til virkelighed, så er vi jo med denne idé i en situation, hvor vi endelig kan få en sammenhængende bymidte hen over vandet, siger founding partner og arkitekt MAA Ole Schrøder fra Tredje Natur til Berlingske.
Sætter debatten i gang
Kenneth Øhrberg Krag fra Cyklistforbundet har set cykelringen præsenteret i Berlingskes artikel.
– Tredje Naturs forslag ser meget spændende ud, og det er i hvert fald fantastisk, at de gør noget for at sætte debatten i gang. Det er jo faktisk en skandale, at det, som det ser ud nu, bliver meget svært at komme til Lynetteholmen på cykel, siger Kenneth Øhrberg Krag.
Læs mere om Lynetteholm: Aarsleff skal også stå for Lynetteholms fase 2
Han tilføjer:
– Den konkrete udformning af en sådan cykelringvej kan selvfølgelig være anderledes, men det er helt nødvendigt, at nogle af dem, der bevilger pengene og bygger Lynetteholmen, får de visionære briller på, så den nye bydel bliver en cykelbydel, ligesom resten af København.