Endelig: Byggeri af bykvarter til 1.000 beboere kan gå i gang

PensionDanmark og HHM har indgået aftale om de første 278 boliger i Coop Byen i Albertslund til en samlet sum på over en halv milliard kroner. Parterne forventer at indgå aftaler for yderligere 150 mio. kroner.
Virkelunds samlede areal er ca. 45.000 m2 og bliver med en bypark i midten for at skabe bynatur med en høj grad af biodiversitet. Visualisering: AART.
Virkelunds samlede areal er ca. 45.000 m2 og bliver med en bypark i midten for at skabe bynatur med en høj grad af biodiversitet. Visualisering: AART.

I starten af 2022 indgik PensionDanmark og HHM en samarbejdsaftale efter en udbudsrunde, men pga. stigende materialepriser og generel usikkerhed i markedet har forløbet med at indgå totalentrepriserne taget længere tid end forventet.

Nu har parterne indgået to totalentrepriser med en samlet sum på over en halv milliard kroner, og dermed kan byggeriet af det første kvarter i Coop Byen i Albertslund, også kaldet Virkelund, gå i gang.

Det første kvarter i Coop Byen består af i alt tre boligbebyggelser; mindre boliger til singler og nystartede familier; større, fællesskabsorienterede boliger til familier, herunder rækkehuse; og et boligfællesskab for alle over 50 år uden hjemmeboende børn.

Læs også: Nordhavn: Nyt kontordomicil åbner sig op mod bydelen

Boligerne varierer fra 1-6 værelser og får en gennemsnitsstørrelse på 90 m2.

Det er også planen at bygge et fælleshus, et parkeringshus til 465 biler, en lokal daginstitution og en bypark.

Både området og de enkelte bebyggelser skal DGNB-certificeres i kategorien guld, ligesom bebyggelserne skal svanemærkes.

Varieret arkitektur og bynatur

Virkelunds samlede areal er ca. 45.000 m2, og bebyggelserne er tegnet af forskellige arkitekter for at skabe en varieret arkitektur i området.

Bykvarteret bliver med plads til ca. 1.000 beboere, og en bypark i midten bliver anlagt med fokus på at skabe bynatur med en høj grad af biodiversitet. Dertil kommer nyttehaver, opholdsarealer og stiforbindelser til Albertslunds bymidte, skoler og station.

Læs også: Fuld gang i uddeling af arkitekturpriser i hele landet

Den første karré forventes at stå klar til indflytning i slutningen af 2025.

Udover aftalen på over en halv milliard skal der i den kommende tid indgås aftaler for den tredje bebyggelse, som er boligfællesskabet samt terræn. Parterne forventer derfor at indgå aftaler for yderligere 150 mio. kroner.

Relateret indhold