Hvis byggeriet skal bevæge sig tættere på en mere cirkulær økonomi, skal bl.a. genbrug af materialer rykkes længere op i affaldshierarkiet.
Nu har XL-Byg Brejnholt indgået samarbejde med Recycon Element, som fremover aftager alle produkter inden for bl.a. mursten, SF-sten, gasbeton, tegl og sanitet, der ikke længere er salgbare pga. skader mv. Produkterne skal anvendes som tilslag i Recycon Elements genbrugsbeton.
– Samarbejdet er indgået som led i vores øgede fokus på bæredygtighed, siger Hannah Brejnholt, bæredygtighedschef i XL-Byg Brejnholt.
Hun fortæller, at de byggevarer, der ikke længere er salgbare, normalt kommer ud med affaldshåndteringen – noget genanvendes, noget gør ikke, og noget ender som vejfyld:
– Men det er jo bedre, hvis det bliver til mere end vejfyld. Mange bække små gør en stor å, og vi kan med dette samarbejde give et positivt bidrag til den cirkulære økonomi. Vi håber, at det kan være til inspiration for andre, siger Hannah Brejnholt om aftalen, der fremover omfatter XL-Byg Brejnholts trælaster på 12 forskellige lokationer.
Større krav fra nytår – til de store og SMV’er
Fra d. 1. januar 2024 træder EU-direktivet CSRD i kraft og stiller større krav til de store virksomheders sociale og miljømæssige forhold. Men selvom at direktivet først gælder for SMV’erne i de efterfølgende år, så indgår mange af disse virksomheder i værdikæder for store virksomheder, som det forventes vil kræve lignende rapportering fra SMV’erne, før lovkravet er indført, påpeger Jens Flade-Rasmussen, direktør i Recycon Element:
– Aftalen betyder, at når byggeaktørerne kontakter XL-Byg Brejnholt for at købe byggematerialer, kan de også blive tilbudt en løsning på affaldshåndtering.
Læs også: Agenda Earth vil ændre vores syn på materialer til byggeriet
– De afleverer altså afskæringer og restprodukter fra et byggeri til os, så det ikke går til ‘anden nyttiggørelse’ i affaldshierarkiet, men i stedet til genanvendelse, og det bidrager bl.a. positivt til virksomhedernes miljørapporteringer, siger han.
Certifikat og vigtige DGNB-points
Jens Flade-Rasmussen fortæller videre, at virksomheden også sørger for dokumentation for aflevering af restfraktioner fra byggeriet og indberetning til affaldsregistret på kundens vegne, som derefter via verificering fra DGNB-auditorer får tildelt DGNB-points, som kan blive afgørende for et byggeris samlede certificering.
Læs også: Ålegræs får sit eget, helt særlige eksperiment
– Når kunder afleverer byggeaffald til os, så udsteder vi certifikater med serienumre som dokumentation til deres miljøregnskab eller til byggerier, der sigter mod certificeringer som DGNB, Svanemærket ol.
– Tilsvarende får kunder, der køber betonelementer hos os direkte dokumentation for, at der er anvendt 100 % tilslag af genbrugsmateriale i vores grønne beton, siger han.