PFAS-fund i byggematerialer – Teknologisk slår alarm

Ti stikprøver viser nu betydelige koncentrationer af PFAS i bl.a. linoleum, tapet, vinyl og maling. Ifølge Teknologisk Institut er vi bagefter med viden på området.
Det var ikke svært for Teknologisk Institut at finde PFAS i materialerne. Foto: Gettyimages.
Det var ikke svært for Teknologisk Institut at finde PFAS i materialerne. Foto: Gettyimages.

Det skadelige PFAS er tidligere fundet i jord, grundvand, overfladevand, drikkevand, spildevand og endda i regnvand.

Nu har Teknologisk Institut gennemført en stikprøveundersøgelse med ti stikprøver af bl.a. linoleum, tapet, vinyl og maling på træværk i fire forskellige bygninger, og her fandt eksperterne ligeledes PFAS i de undersøgte materialer:

– Vi kan konstatere, at vi ret nemt finder PFAS i materialerne, når vi leder efter det – og også, at koncentrationerne er betydelige, når vi sammenligner med gældende jordkvalitetskriterier, som er det bedste bud på en sammenligning, som vi har lige nu, siger seniorkonsulent Katrine Hauge Smith, Teknologisk Institut.

Læs også: 6,5 mio. kr. i støtte: Otte udviklingsprojekter får ben at gå på

– Derfor er der brug for en omfattende kortlægning af PFAS i byggematerialer, så vi kan få fastslået, hvor stort omfanget er, og hvad det kan betyde for omstillingen til øget genbrug og genanvendelse af byggematerialer, tilføjer hun.

PFAS er en samling af fluorholdige miljøskadelige kemikalier, som er svære at nedbryde, og derfor kaldes evighedsstoffer. Stofferne ophobes i dyr og mennesker, og man kan måle PFAS i blodet på befolkningen overalt i verden – også i Danmark. Ifølge Sundhedsstyrelsen medfører PFAS ikke akut sygdom, men der er bekymring for, hvordan stofferne kan påvirke vores helbred på lang sigt.

Giver et fingerpeg

Ved stikprøveundersøgelsen fandt Teknologisk Institut koncentrationer, som betegnes som ‘forholdsvis høje’ i maling på vinduer og træværk.

Ifølge Katrine Hauge Smith kan det skyldes, at malingen her skal være slidstærk og har en høj glans. Hvis man ser på fire udvalgte PFAS-forbindelser (PFOS, PFOA, PFNA, PFHxS), hvor der er sat et særskilt skærpet jordkvalitetskriterium på 0,01 mg/kg, så fandt man koncentrationer på 0,02-0,43 mg/kg i malingsprøver på træværk. Jordkvalitetskriterierne anvendes til kortlægning af forurenede grunde.

Læs også: Ny rensemetode: Giver PFAS-forurenet jord et boblebad

– Der er ikke den kontaktrisiko, når man taler om PFAS i byggematerialer, men der findes ikke grænseværdier, der vurderer den reelle risiko.

– Jordkvalitetskriteriet giver et fingerpeg om, hvor vi er henne, når vi skal vurdere værdiernes størrelse. Men der mangler viden om, hvilken risiko, der kan være forbundet med PFAS i byggematerialer, når man vil genanvende eller genbruge og et vidensgrundlag for håndtering af PFAS i byggematerialer.

Brug for mere viden ift. genbrug af materialer

Katrine Hauge Smith medgiver, at undersøgelsen er for lille til at være repræsentativ, men vurderer ud fra fundene, at det er et område, som bør undersøges nærmere, så man bliver klogere på den risiko, der kan være forbundet med PFAS i byggematerialer ved genbrug og genanvendelse.

– På Teknologisk institut arbejder vi bl.a. med at gøre det lettere at genbruge og genanvende vores byggematerialer. Derfor er vi interesserede i at skabe et vidensgrundlag, som kan sikre, at vi træffer de mest rigtige beslutninger om håndtering af PFAS i byggematerialerne.

Læs også: Kollapstruede højhuse: Boligselskab indkalder til “helt usædvanligt” møde

– Vi har derfor brug for meget mere viden om, hvilke byggematerialer, der gennem tiderne er anvendt PFAS i, og hvor høje koncentrationer, vi kan forvente. Vi har også brug for, at der tages mange flere analyser af bygninger, så vi kan vurdere, om PFAS skal være en fast analyseparameter ved miljøkortlægninger af bygninger før nedrivning, siger Katrine Hauge Smith.

Hun understreger:

– Når vi arbejder med cirkulær økonomi og ønsker at genanvende og genbruge byggematerialer, så bliver vi nødt til at få undersøgt det her område nærmere, så vi kan håndtere PFAS bedst muligt. Derfor vil vi klart opfordre til, at der bliver afsat flere midler til at undersøge det her område meget mere i dybden, og vi er ærlig talt bagefter med viden på området, så jo før der kan komme mere viden om emnet, jo bedre, siger Katrine Hauge Smith.

Relateret indhold