Akut mangel på studieboliger – 50 modulboliger er på vej

Der er akut mangel på kollegie- og ungdomsboliger i Sønderborg. StudieBolig Syd, kommunen og eksterne aktører er derfor gået sammen om at etablere 50 midlertidige studieboliger.
Om få dage starter 500 flere studerende end sidste år på en uddannelse på SDU Sønderborg. Det har skabt et stort pres på områdets studieegnede boliger. Foto: SDU
Om få dage starter 500 flere studerende end sidste år på en uddannelse på SDU Sønderborg. Det har skabt et stort pres på områdets studieegnede boliger. Foto: SDU

De studerende valfarter i disse dage til Sønderborg, hvor der er studiestart i starten af næste uge. Men de er flere, end de plejer at være – Syddansk Universitet forventer alene op mod 500 flere studerende frem mod 2027.

Kommunen har allerede lagt op til at sælge en tidligere DSB-grund til en udvikler, der skal opføre et kollegie med mindst 200 boliger. Her skal en ny lokalplan dog først på plads. Samlet er der kommunale planer om 400 nye permanente studieboliger inden 2027.

Nu har kommunens økonomiudvalg dertil bevilget 2,7 mio. kr. til etableringsomkostninger af midlertidige studieboliger ved Sønderskov-kollegiet. I første omgang skal der opføres 50 midlertidige boliger, der kan skaleres op til 150 ekstra ungdomsboliger, hvis behovet opstår.

Læs også: Fremtidssikrer Sønderborgs trafikale knudepunkt

StudieBolig Syd har spurgt efter og fået Sønderborg Kommunes støtte til etableringsomkostninger til boligerne. Etableringsomkostningerne dækker klargøring af grunden, etablering og installation af forsyningsledninger, belægning og videoovervågning samt transport, levering og opstilling af boliger.

Ved siden af eksisterende kollegie

StudieBolig Syd opfører de midlertidige boliger som modulbyggerier i samarbejde med Sønderborg Kommune og eksterne aktører.

Direktør for StudieBolig Syd, Niels Møller, siger:

– Det er et rigtig godt, midlertidigt tilbud til de studerende, fordi det er nye og gode boliger, der ligger centralt i Sønderborg og ved siden af et eksisterende kollegie, hvor de nye beboere kan gøre brug af kollegiets fællesfaciliteter som f.eks. vaskeri, cykelopbevaring, festlokaler m.m. Og så vil det afhjælpe en stor del af boligproblematikken for de studerende i den nærmeste fremtid. Med lidt held kan vi udsende boligtilbud – på disse boliger – snart, og de resterende på ventelisten forventer vi kan finde en bolig ved private udlejere, boligforeninger mv.

Kommunens støtte til etablering af studieboligerne er betinget af, at eksterne aktører støtter projektet med bidrag til driften. StudieBolig Syd er i dialog med eksterne aktører omkring støtte til driften af de midlertidige studieboliger i en periode.

Relateret indhold