I 2022 støttede Grundejernes Investeringsfond (GI) diverse udviklingsprojekter med samlet 24 mio. kroner. Støtten uddeles fire gange om året, og i denne omgang har otte nye projekter fået støtte.
Flere af projekterne har renovering som fællesnævner. De otte projekter er:
Analyse – Bygningsreglement vs. bæredygtighed – Bygherreforeningen
Støttet med 500.000 kr.
En analyse af bygningsreglementet skal klarlægge, hvor bygningsreglementet kan begrænse byggeriets processer og den grønne omstilling. Analysen skal danne baggrund for dialog mellem branche og myndigheder med tanke på tilpasninger af bygningsreglementet, som kan fremme den grønne omstilling.
Bygningsreglementet er den grundlæggende ramme om byggeriets aktiviteter. Reglementet er over årene blevet stadigt mere komplekst, uden at der er gennemført en egentlig regelsanering, som tager højde for den grønne omstilling.
Bæredygtigt Euro Skills 2025 – Euro Skills
Støttet med 247.200 kr.
Et forberedelsesprojekt skal klarlægge på hvilken måde Euroskills 2025 kan afvikles som den hidtil mest bæredygtige. Det omfatter en handleplan for bæredygtige aktiviteter, konkurrenceafvikling m.v., som skal indgå i afviklingen af EuroSkills 2025.
EuroSkills 2025 i Herning bliver danmarkshistoriens største uddannelsesevent, hvor 700 unge på erhvervsuddannelserne fra europæiske lande dyster om europamesterskaber i 38 forskellige fag. Der forventes ca. 100.000 besøgende til EuroSkills.
Cirkulær drift og vedligehold af boliger – AL2Bolig
Støttet med 1.250.000 kr.
Et projekt skal afprøve anvendelse af genbrugsmaterialer, restmaterialer og upcyclede produkter i mindre skala i den indvendige vedligeholdelse af boliger ved tre cases. Det skal give mere viden om de miljømæssige og økonomiske perspektiver og konkret erfaring med at arbejde med genbrugsmaterialer.
Projektet omfatter også undersøgelse af lejeres og driftspersonales holdninger til de cirkulære istandsættelser. Som sammenligningsgrundlag indgår to cases med traditionelle istandsættelser.
EU-taksonomi og bæredygtighed – Dansk Standard
Støttet med 1.450.000 kr.
Der skal udvikles vejledninger til fælles national forståelse i byggebranchen af, hvordan EU taksonomiens klassifikationssystem vedrørende bæredygtighed skal fortolkes og implementeres i praksis.
EU-taksonomien er EU’s klassifikationssystem, som overordnet definerer, hvad der kan betragtes som bæredygtige investeringer. Det er derfor vigtigt, at der i branchen er fælles forståelse i fortolkningen. Projektet er en fortsættelse af et tidligere projekt.
Klimavenligt vedligehold af eksisterende bygninger – Århus Universitet
Støttet med 1.150.000 kr.
Der er behov for ny viden om de miljømæssige konsekvenser af strategier vedrørende renovering af klimaskærmen i eksisterende etageejendomme. I regi af et ph.d.-projekt skal det afklares, om det i et miljømæssigt livscyklusperspektiv bedst kan betale sig at renovere eller at udskifte klimaskærmens bestanddele.
Udover ph.d.-afhandlingen udarbejdes en lettilgængelig tekst med eksempler på funktionelle og arkitektoniske konsekvenser af vedligeholdelsesstrategier samt miljømæssige følgevirkninger.
Konference Circular(X)Change’23 – Lendager Arkitekter
Støttet med 239.684 kr.
I efteråret 2023 afholdes konferencen Circular(X)Change’23, som samler førende aktører indenfor den cirkulære byggepraksis fra syv europæiske lande i tre dage. I regi af konferencen skal ‘Copenhagen Charter for Circular Change’ udvikles og på længere sigt skal en europæisk interesseorganisation for cirkulært byggeri etableres.
Mobile luftrensere – Teknologisk Institut
Støttet med 545.000 kr.
Teknologier som anvendes i mobile luftrensere, emhætter og ventilation skal undersøges. Det skal føre til anbefalinger vedrørende vedligeholdelse af apparaterne. I projektet testes levetid af filtre, dannelse af biprodukter med negativ påvirkning af indeklimaet samt afgasning fra kulfiltre.
Påvirkning fra sundhedsskadelig luftforurening sker primært indendørs og kommer fra blandt andet madlavning, rygning og afgasning fra boliginventar. Sundhedsskadelig luftforurening kan bekæmpes med mobile luftrensere. Projektet bygger videre på et tidligere projekt, hvor resultaterne ses her.
Uønsket kemi i maling – Forbrugerrådet Tænk
Støttet med 1.096.450 kr.
Maling er et bredt anvendt byggemateriale, og en væsentlig kilde til uønsket kemi i indeklimaet. Der er ikke krav om fuld indholdsdeklaration af maling, så det kan være vanskeligt at gennemskue indholdet af kemikalier. Desuden kan eksempelvis svanemærket maling indeholde allergifremkaldende stoffer.
En analyse skal synliggøre indholdet af uønsket allergifremkaldende kemi, PFAS, tungmetaller m.v. i vægmaling og træ- og metalmaling.