Kile-bygning binder kulturhistorien sammen i Thy

Loop Architects har i tæt samarbejde med museet og JAC studios transformeret Thisted Museum, hvor besøgende nu tages på én sammenhængende rejsen gennem områdes udvikling fra stenalder til nutiden.
De to historiske bygninger forbindes via en ny, helt enkel og moderne bygning, der som en kile skaber forbindelserne i museet og sikrer en inspirerende og motiverende indgang til museet. Fotos: Loop Architects.
De to historiske bygninger forbindes via en ny, helt enkel og moderne bygning, der som en kile skaber forbindelserne i museet og sikrer en inspirerende og motiverende indgang til museet. Fotos: Loop Architects.

Om projektet

  • Bygherre: Thisted Museum
  • Totalrådgiver og arkitekt: Loop Architects
  • Udstillingsarkitekt: JAC studios
  • Ingeniør: A&I Rådg. Ing.
  • Omfang: ca. 2.000 m2 ombygning og tilbygning

På det nye Thisted Museum var ambition fra start at fremhæve og understøtte de eksisterende historiske bygninger. Derfor er mest muligt genbrugt, og én ny, mindre bygning – Kilen – forbinder de eksisterende bygninger til ét sammenhængende museum.

Med fortid og nutid under samme tag.

– Med nye rumligheder opstår der en wauw-effekt hos museumsgæsterne, der via et spektakulært og indrammet kig fra kilebygningen ned til parken oplever byen fra nye vinkler – og ved at skabe en samlet arkitektonisk fortælling bliver formidlingen mere imødekommende og overbevisende, fortæller Morten Nymann, partner og arkitekt hos Loop Architects, og tilføjer:

– Vi har renoveret og restaureret de eksisterende vinduer på både stueetagen og på 1. sal, hvor de smukke buede vinduer giver kig til gadelivet. Rundt i bygningerne opleves ligeledes forskellige kig til byen, havnen og gården, fra forskellige højder. Samtidig har vi genanvendt naturstensgulvene, elevator, trapper og armaturer. Derudover er alle skranker, træmøbler samt radiatorskjulere udført af træ-afskær fra Dinesen. Desuden genbruges både stole og andet inventar.

Inviterer ind for at invitere ud

Tegnestuen JAC studios har skabt udstillingerne i det transformerede Thisted Museum, hvor museumsgæsterne inviteres på en kronologisk rejse gennem Thys udvikling fra stenalder til nutiden.

Udstillingen er en formidling af Thys rige kulturhistorie og helt særlige landskab. Med udgangspunkt i museets store samling af genstande peger udstillingen ud i landskabet og fremhæver menneskene og de personlige fortællinger, der ligger bag den kultur, som udspringer fra området:

– Vi har ønsket at skabe en oplevelse, som inviterer ind for at invitere ud, forklarer udstillingsarkitekt Johan Carlsson, JAC studios.

– Således er udstillingskonceptets formål at knytte mennesker, landskab og kultur sammen i én fortælling og inspirere de besøgende til at opsøge de steder i landskabet eller byen, hvor fortællingerne stammer fra.

Et Wunderkammer i Thisted

Med en af de største samlinger af arkæologiske fund i Danmark har JAC studios iscenesat museets genstande med det formål at skabe et samtidigt raritetskabinet, et såkaldt Wunderkammer i Thisted.

Her har mange af de genstande, der tidligere var opbevaret og udstillet på Nationalmuseum i København, nu fundet hjem.

Wunderkamrene er udført i autentiske materialer som træ og glas med stærke referencer til det klassiske udstillingskabinet. Hver tidsalder og udstillingsafsnit har desuden i sit design og valg af materialer fået et særpræg med henvisning til den specifikke tidsramme.

De æstetiske, analoge udstillinger er integreret med nyere formidlingsteknologier, som skaber en dynamisk oplevelse mellem de besøgende og det udstillede.

Transformationen er muliggjort gennem en donation fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Relateret indhold