Per Aarsleff er blevet tildelt kontrakten med Hofor, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, om design, produktion og installering af fundamenterne til Aflandshage Vindmøllepark i Øresund, som skal etableres ca. 10 km syd for Amager.
De 26 fundamenter skal udføres som gravitationsfundamenter, hvor betonproduktionen sker som præfabrikation på Aarsleffs fabrik i Swinoujscie i Polen. Her støbes fundamenterne direkte på pramme, som dernæst transporteres til Aflandshage, hvor fundamenterne installeres på den klargjorte havbund med hjælp fra et specialfartøj.
– Vi ser et stort potentiale for netop parker udført med gravitationsfundamenter og glæder os over, at vi kan bidrage til løsninger med mere grøn energi, siger Jesper Kristian Jacobsen, adm. direktør i Aarsleff.
Skal bære en vindmølle
Fundamenterne bliver mellem 17 og 25 meter høje og får en vægt på op til cirka 4.000 tons. Hvert fundament skal bære en vindmølle, som måler ca. 220 meter til den øverste vingespids.
Design og planlægning begynder nu, mens betonfabrikationen først går i gang medio 2024. De første arbejder på havet, som er udgravning og etablering af stenpude, udføres ligeledes medio 2024, og installation af fundamenterne sker i første halvdel af 2025. Alle arbejder skal være afsluttet i efteråret 2025.
– I Hofor glæder vi os til at gå i gang med de første synlige arbejder på Aflandshage Vindmøllepark, siger Henrik Plougmann Olsen, adm. direktør i Hofor.
– Vi har valgt de her fundamenter, fordi de er med til at styrke havmiljøet og bl.a. giver flere ynglepladser til fisk.
300.000 husstandes forbrug
Henrik Plougmann Olsen fortæller, at vindmølleparken med en samlet effekt på op til 300 MW vil kunne producere strøm, der svarer til forbruget i omkring 300.000 husstande i Øresundsregionen.
Han forventer, at vindmøllerne er i fuld drift i 2026.
Bygherren ønsker ikke at oplyse kontraktsummen, og kontrakten har en sædvanlig standstill-periode på 10 dage.
Kontrakten ændrer ikke Aarsleffs forventninger til resultatet for regnskabsåret 2022/23.