Knap 800 mennesker deltog i indvielsen en af de største bydelsprojekter i København i nyere tid – opførelsen af Grønttorvet i det sydlige Valby.
Indvielsen markerede afslutningen på syv års byggeaktivitet for FB Gruppen:
Siden første spadestik i 2016 er der opført over 3.000 blandede boliger, to daginstitutioner, kontorer til 600 arbejdspladser, butikker, fællesfaciliteter og en 23.000 m2 stor park, Grønttorvsparken, der med sine frugttræer er en venlig hilsen til tidligere tiders storhedstid.
– Efter syv års byggeri er vi naturligvis alle meget glade for at se, hvordan vi har formået at skabe mangfoldighed, fællesskab og en blanding af boligtyper i Grønttorvet, lød det fra adm. direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen:
– Vores vision var at skabe en bydel for alle, og derfor har vi opført ungdomsboliger, almene boliger, lejeboliger, ejerboliger, andelsboliger og et seniorbofællesskab. Denne mangfoldighed er en af grundene til, at jeg er utrolig stolt, når jeg går rundt i bydelen. Det er en glæde, men også en smule vemodigt at videregive stafetten til nye projekter, tilføjede han.
Et blandet kvarter for 5.000 københavnere
Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen deltog også i indvielsen, hvor hun i sin tale efterlyste flere projekter med samme værdier som Grønttorvet i København. Projekter, der sætter fællesskaber, grønne miljøer og den blandede bydel højt:
– Grønttorvet er lidt af en milepæl for Københavns udvikling. Et blandet kvarter for 5.000 københavnere. Det er stort og vigtigt, for København må aldrig blive en by kun for de rige. Der skal være plads til alle. Men boligpriserne er steget voldsomt, og mange københavnere flytter derfor ud af byen, selvom de egentlig ikke har lyst.
– For mig som overborgmester er det helt afgørende, vi sikrer, at vores egne børn, der er født og opvokset her i København, selvfølgelig også kan få en bolig, når de flytter hjemmefra, sagde hun.
En bæredygtig, socialt fokuseret og fremtidssikret bydel
Grønttorvet er en af de største bydelsprojekter, som pensionskassen PKA har investeret milliarder i:
– Investeringen på Grønttorvet har gjort, at PKA kan tilbyde nogle attraktive og bæredygtige boliger, som er tilgængelige for almindelige lønmodtager og til mennesker i alle aldre, samtidig med, at det vil give et godt afkast til vores medlemmers pensionsopsparing, sagde direktør Nikolaj Stampe og fortsatte:
– Jeg er utrolig stolt af, at vi er en del af dette visionære projekt, da Grønttorvet repræsenterer en bæredygtig, socialt fokuseret og fremtidssikret bydel.