Lemvigh-Müller henter ny CEO i egen finansafdeling

Christian Søgaard-Christensen, der siden 2019 har været CFO i stål- og teknikgrossisten Lemvigh-Müller, er blevet udnævnt som administrerende direktør for virksomheden.
Lemvigh-Müllers nye CEO, Christian Søgaard-Christensen, kommer fra en stilling som CFO i samme hus.
Lemvigh-Müllers nye CEO, Christian Søgaard-Christensen, kommer fra en stilling som CFO i samme hus.

Hvis der er nogen, der har det fulde overblik over Lemvigh-Müller, må det være den nye CEO Christian Søgaard-Christensen:

Efter at have været co-CEO med Christian Herbert i Lemvigh-Müller siden 2021, overtager han nu alene det overordnede ansvar for virksomheden.

Han tiltrådte oprindeligt som CFO i stål- og teknikgrossisten i 2019 og har som co-CEO også haft det overordnede ansvar for logistik og produktion, pricing og en række tværgående funktioner.

– Udover at være en erfaren finansdirektør er Christian Søgaard-Christensen også en stærk strategisk tænker og en dygtig kommunikator. Han har på kort tid formået at sætte sit tydelige aftryk på virksomhedens positive udvikling. Bestyrelsen har stor tillid til, at Christian og hans kolleger vil kunne udfolde vores ambitiøse strategi til gavn for vores kunder, leverandører og medarbejdere, udtaler bestyrelsesformand Christian Lemvigh-Müller.

Christian Søgaard-Christensen har en baggrund som konsulent hos McKinsey & Company og har tidligere været CFO i det børsnoterede rederi Torm. Han er også medlem af bestyrelsen for DI-Handel.

Selv siger han:

– Lemvigh-Müller er en unik virksomhed kendetegnet ved et stærkt værdisæt og højt engagement, så jeg er stolt over, at bestyrelsen har bedt mig at videreføre den strategiske retning som administrerende direktør. Sammen med vores omkring 1.400 kolleger arbejder vores øverste ledelse allerede i dag på en række spændende initiativer inden for service og digitalisering, som vil udbygge vores position som Danmarks største stål- og teknikgrossist.

Relateret indhold