Bofællesskab er Årets Bæredygtige Træbyggeri 2022: Beboerne har været medskabere

Beboerne har været medskabende til et byggeri med CO2-besparende valg i hver en afkrog af både boliger og omgivelser i Bofællesskabet Kløverbakken, der løber med prisen som Årets Bæredygtige Træbyggeri.
Rasmus Kjær, direktør i Thybo, der er både bygherre og entreprenør på Kløverbakken, med det synlige bevis på, at bofællesskabet i Odder er den første vinder af Årets Bæredygtige Træbyggeri nogensinde.
Rasmus Kjær, direktør i Thybo, der er både bygherre og entreprenør på Kløverbakken, med det synlige bevis på, at bofællesskabet i Odder er den første vinder af Årets Bæredygtige Træbyggeri nogensinde.

Et bemærkelsesværdigt træbyggeri med lavt CO2-aftryk og særligt fokus på bæredygtighed og biodiversitet. Det er den meget korte beskrivelse af Bofællesskabet Kløverbakken i Odder, der modtog prisen som Årets Bæredygtige Træbyggeri på trækonferencen Build in Wood den 23. maj.

Bofællesskabet i Odder blev kåret som vinder som følge af et meget helstøbt projekt med stort fokus på materialer og CO2-aftryk og på en proces, hvor beboerne fra starten har været inddraget i skabelsen af byggeriets mange bæredygtige elementer.

Det er Thybo Ejendomsudvikling, der er bygherre og entreprenør på projektet, mens Tegnestuen Arken har fungeret som arkitekt og rådgivende ingeniør.

– Bofællesskabet Kløverbakken er et utrolig fascinerende projekt og ikke kun i en træmands øjne. Aktørerne bag projektet har nemlig i fællesskab formået at opføre en lille landsby i samarbejde med de fremtidige beboere, der har haft stor indflydelse på materialevalg, udformning og beplantning. Resultatet er 58 boliger opført i træ og med en væsentligt mindre størrelse end landsgennemsnittet, hvilket også sparer CO2 per beboer. Beboerne har adgang til sociale mødesteder i form af fælleshus og et orangeri, mens beplantningen består af stedhørende arter for at fremme den lokale biodiversitet, lyder det fra sekretariatsleder Lauritz Rasmussen fra Træ i Byggeriet, der står bag prisen.

Han tilføjer:

– Det imponerende byggeri er således opført i fællesskab mellem bygherre, tegnestue og beboere med fokus på miljø og brugerindflydelse, og vi håber, at vi i 2023 kommer til at se mange flere lignende projekter, hvor slutbrugerne har taget ejerskab over de CO2-besparende tiltag.

Bofællesskabet Kløverbakken er 'grønt' fra inderst til yderst og er bl.a. derfor kåret som Årets Bæredygtige Træbyggeri 2022 i konkurrence med hhv. Børnehuset Sejs-Svejbæk i Silkeborg og demonstrationsprojektet Living Places i København.
Bofællesskabet Kløverbakken er ‘grønt’ fra inderst til yderst og er bl.a. derfor kåret som Årets Bæredygtige Træbyggeri 2022 i konkurrence med hhv. Børnehuset Sejs-Svejbæk i Silkeborg og demonstrationsprojektet Living Places i København.

LCA-beregningen skal være i orden

Formålet med prisen er at anerkende aktører indenfor byggebranchen, der opfører byggeprojekter med udgangspunkt i træ, som samtidig har særligt fokus på bæredygtighed og lavt CO2-aftryk. For at blive nomineret til Årets Bæredygtige Træbyggeri skal følgende kriterier kunne opfyldes:

– Byggeriet skal være et dansk byggeri, der er under opførelse eller færdiggjort i 2022

– Byggeriet skal være et træbyggeri

– Byggeriet skal have en deklareret LCA-beregning (livscyklusanalyse) iht. gældende beregningsregler

– Byggeriets CO2-aftryk skal opfylde kravene til den frivillige bæredygtighedsklasse iht. gældende lovkrav (<8,0 kg. CO2 ækvivalenter/m2/år)

– Byggeriet skal helst være DGNB-certificeret eller på anden måde miljøcertificeret

De 58 boliger i Kløverbakken er opført i træ og har en væsentligt mindre størrelse end landsgennemsnittet. Det i sig selv sparer CO2 per beboer.
De 58 boliger i Kløverbakken er opført i træ og har en væsentligt mindre størrelse end landsgennemsnittet. Det i sig selv sparer CO2 per beboer.

Fokus på træbyggeriets muligheder

I opløbet var der i alt tre finalister: De to andre var den fremtidssikrede børneinstitution Børnehuset Sejs-Svejbæk i Silkeborg og demonstrationsprojektet Living Places i København, hvor tankegangen inden for fremtidens boligbyggeri er blevet udfordret.

– Der blev i året indstillet flere spændende projekter, der virkelig kan være med til at inspirere og ikke mindst sætte fokus på træbyggeriets muligheder – ikke alene i forhold til klimapotentialet, men også designmæssigt. Vi glæder os derfor til igen at kåre Årets Bæredygtige Træbyggeri næste år, hvor de nye lovkrav fra januar 2023 om maksimale CO2-aftryk vil animere til endnu flere projekter i lavemissionsklassen, lyder det fra Lauritz Rasmussen.

Udover Lauritz Rasmussen består dommerkomitéen af formand i Træ i Byggeriet, Martin Tholstrup, næstformand i Træ i Byggeriet, Martin L. Petersen, direktør i Træinformation, arkitekt Mikael Koch, og head of sustainability i C.F. Møller, Rob Marsh.

Relateret indhold