Efter blodtud: Huscompagniet opjusterer resultatet

Nordens største husbygger opjusterer resultatet på EBITDA før særlige poster. Trods stigende aktivitet ligger niveauet dog stadig under et historisk gennemsnit, og det forventer den adm. direktør vil holde året ud.
- Der har i starten af 2023 været en stigende aktivitet på det danske boligmarked, fortæller Huscompagniets Group CEO, Martin Ravn-Nielsen.
- Der har i starten af 2023 været en stigende aktivitet på det danske boligmarked, fortæller Huscompagniets Group CEO, Martin Ravn-Nielsen.

Et hårdt presset boligmarked gav noget af en blodtud til den store husbygger, der i tredje kvartal 2022 oplevede at fald i salget på hele 75 %.

Dette medførte blandt andet fyring af 60 medarbejdere.

Læs mere: Hussalget dykker 75 pct. hos Huscompagniet

I første kvartal i år har virksomheden dog haft stigende aktivitet og opjusterer derfor resultatet på EBITDA før særlige poster til 100-130 mio. kroner.

Det netop offentliggjorte kvartalsregnskab viser en omsætning på 656 mio. kroner og EBITDA før særlige poster på 42 mio. kroner. Ifølge Group CEO Martin Ravn-Nielsen er det helt i tråd med virksomhedens forventningerne til året:

– Vores resultat for første kvartal afspejler den markante nedgang i markedet, som vi oplevede i 2022 som en reaktion på en ekstraordinær og uforudsigelig tid med lav forbrugertillid, højere renter og høj inflation. Jeg er derfor tilfreds med det finansielle resultat for Q1 med end EBITDA før særlige poster på 42 mio. kroner. Det er derudover lykkes os at fastholde vores marginer på et tilfredsstillende niveau, hvilket er et fokusområde i vores organisation, siger han.

Forventer lav aktivitet året ud

Trods det voldsomme fald i salg af boliger i tredje kvartal 2022, blev det året med flest afleverede huse nogensinde – 2.003 huse i alt.

I dette års første tre måneder har Huscompagniet solgt 226 huse over hele landet.

Læs mere: Huscompagniet vækster trods modstand: Ser stort potentiale i rækkehus-byggeri

– I årets første tre måneder er aktiviteten på boligmarked forbedret, hvilket har en positiv effekt på vores forretning. Derfor er jeg meget glad for, at vi i starten af 2023 igen oplever en stigning i efterspørgslen efter nybyggeri og salg efter nogle hårde kvartaler med hidtil uset lav markedsaktivitet. Aktiviteten ligger dog stadig under et historisk gennemsnit, og det forventer vi vil være tilfældet året ud som minimum, siger Martin Ravn-Nielsen.

Relateret indhold