Da byggeriet trådte ind i 2023, blev der samtidig indført nye krav til bygningers klimapåvirkning i bygningsreglementet, herunder krav om LCA-beregning for nybyggeri.
Manglende data og metodiske udfordringer betyder dog, at klimapåvirkningen fra genbrugte produkter værdisættes som nye.
Men det bliver der nu gjort op med.
De nye krav udmønter dele af aftalen af 5. marts 2021 om national strategi for bæredygtigt byggeri, og aftalekredsen bag har nu besluttet, at genbrug skal indgå med en fast lav procentsats på 0 %.
Det vil sige, at klimapåvirkningen fra et genbrugt produkt vil udgøre en markant mindre del af klimaberegningen for bygningen, end hvad et nyt materiale udleder.
Enkelt og pragmatisk
Bag tillægsaftalen står regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet.
– Regeringen har en klar ambition om, at vi skal bruge vores ressourcer klogere. Derfor er jeg også glad for, at partierne i aftalekredsen støtter op om, at vi nu belønner anvendelsen af genbrug i byggeriet. Samtidig gør vi det på en enkel og pragmatisk måde, som branchen nemt kan navigere i, siger social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil.
Vigtig del af grøn fremtid
I dag kan produkters klimapåvirkning i byggeriet beregnes ved enten gennemsnitsdata for forskellige materialegrupper eller konkret data for klimabelastningen af et specifikt byggemateriale.
Det forventes, at de nye beregningsprincipper for genbrugsprodukter kan indføres fra 1. januar 2024 efter en national høring og EU-notifikation:
– Når en hel sektor som byggeriet rykker, vil det være med til at flytte efterspørgslen. Det skal vi politisk understøtte – vi skal fjerne unødvendige barriere. Denne tillægsaftale er et lille, men godt skridt på vejen, til mere genbrug og omtanke i byggeriet, siger boligordfører fra Venstre Heidi Bank.
– Alle brancher skal bidrage, hvis vi skal nå vores klimamål. Det gælder naturligvis også byggeriet. Et bæredygtigt byggeri og genbrug af materiale er derfor også en vigtig del af en grønne fremtid, siger boligordfører fra Radikale Venstre Katrine Robsøe.