I en ny undersøgelse fra Nordic Architect Panel peger 65 % på arkitekterne som den del af byggebranchens forsyningskæde med mest fokus på bæredygtighed.
42 % mener, at det er offentlige bygherrer, 17 % siger private bygherrer, mens 14 % peger på myndigheder. Færre mener, at det er ingeniører, entreprenører eller andre.
Dernæst vurderer 12 %, at de altid vælger byggematerialer ud fra bæredygtighedsparametre – også selvom det ikke nødvendigvis er et krav i projekterne. 50 % svarer ofte, mens 9 % aldrig gør det (resten svarer ‘sjældent’ eller ‘ved ikke’).
Nok noget om snakken
Det er Swisspearl – tidligere Cembrit – som står bag Nordic Architect Panel, der bygger på besvarelser fra 418 arkitekter og rådgivere i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Denne artikler fokuserer på de danske resultater.
Markedsdirektør for Swisspearl Denmark, Karsten Østergaard Larsen, er generelt ikke overrasket over, at arkitekterne udnævner sig selv, som dem i branchen med mest fokus på grønne løsninger – og der er nok noget om snakken, vurderer han:
– Som ét af de første og vigtigste led i værdikæden har arkitekterne selvfølgelig en væsentlig andel i indførelsen af mere grønne materialer i byggeprocessen. Spørgsmålet er så, om arkitekterne formår at skubbe resten af værdikæden i samme retning.
Klar til skærpede lovkrav
I undersøgelsen svarer 55 % ja til, at værktøjer til CO2-regnskab og LCA-analyse skal være lovpligtige, som led i at sætte yderligere skub på de bæredygtige løsninger. 34 % svarer nej, mens 11 % ‘ved ikke’:
– Med den aktuelle markedssituation in mente kunne det være nærliggende at tro, at det langsigtede fokus vil drukne i udfordringerne her og nu. Det er dog ikke tilfældet. Tværtimod er prioriteringen af bæredygtighed ikke blevet mindre hos arkitekterne, der i længere tid har været klar til at tage skridtet videre ved at gøre værktøjer som LCA’er lovpligtige, vurderer Karsten Østergaard Larsen og uddyber:
– Bæredygtighed skal i høj grad ses som en rammebetingelse for den måde vi designer, udfører og stiller krav til byggeri. I den forbindelse er det naturligvis oplagt med lovpligtige krav, der kan være med til at fastsætte, hvad bæredygtigt og kvalitetsfyldt byggeri egentlig er.