Giv agt: Vejdirektoratet sætter gang i renovering af 22 broer og tunneler

Omisolering, udskiftning af slidlag samt reparation af fuger, belægning, bropiller og bundplader. Vejdirektoratet har sat gang i en storstilet renovering af 22 af de danske broer og tunneller.
Foto: I 2023 arbejder Vejdirektoratet med renovering af 22 broer og tunneler, så de får forlænget deres levetid. Grafik: Vejdirektoratet.
Foto: I 2023 arbejder Vejdirektoratet med renovering af 22 broer og tunneler, så de får forlænget deres levetid. Grafik: Vejdirektoratet.

I 2023 arbejder Vejdirektoratet med renovering af 22 broer og tunneler, så de får forlænget deres levetid. Nogle af de udvalgte bygværker forbinder landsdele, mens andre passerer under eller over motorveje.

Opgaverne spænder lige fra udskiftning af belægning, fuger, isolering, mekaniske komponenter til maling og betonreparationer, fortæller projektchef Iben Maag fra Bygværksafdelingen i Vejdirektoratet.

– Vores største broer binder landet sammen. Folk, der bor i nærheden af broerne, er afhængige af dem i deres dagligdag, hvad enten de kører på arbejde, henter børn eller passer deres uddannelse. Derfor er det vigtigt, at vi løbende holder dem ved lige, siger hun.

Læs også: Storebæltsbroen får ny asfalt – og det sparer bilisterne benzinkroner

Årets vedligeholdelsesarbejde udføres på grund af vejrfølsomme arbejder hovedsageligt fra forår til sensommer, og arbejdet er derfor gået i gang flere steder.

Vejret er nemlig helt afgørende for flere af de reparationer, som Vejdirektoratet skal udføre på broerne. Derfor er de lagt i en periode, hvor temperaturerne er jævnt høje set over hele døgnet, og med færre timer med nedbør.

Det planlagte bro- og tunnelarbejde i 2023:

Langelandsbroen: Ny belægning sti/fortov

Farøbroerne: Renovering af lejerne

Vejlefjordbroen: Reparation af fuger

Guldborgsundtunnelen: Udskiftning af ventilationsanlæg

Svendborgsundbroen: Betonreparation af bundplade

Sallingsundbroen: Omisolering

Lillebæltsbroen: Maling af kabelklemmer, betonreparationer

København, Sorterendebroen: Reparation af belægning

Frederikssundsvejstunnelen: Omisolering af tunneldæk

Mønbroen: Reparation af bropiller

Frederikssund, Kronprins Frederiks Bro: Renovering af de mekaniske og elektriske dele

Kolding, Hylkedalsbroen: Overfladebehandling af ståldragere

Skive Ådal: Udskiftning af slidlag og fuger på bro

Gentofte, Bernstorffsvejstunnelen: Udskiftning af ventilatorer

Møn mellem Kalvehave og Stege: Reparation af vandførende kanal

Gevninge, bro over Holbækmotorvejen (Orehøjvej): Omisolering

– Tørring, bro over Alsted Mølleå (Alsted Skovvej): Reparation af fuge

Brande, bro over Brande Å (Vejlevej): Reparation af fuge

Herning, bro over Fjederholt Å: Reparation af fuge på vestbro og østbro

Nyborg, bro over Fynske Motorvej (Nordmarksvej): Reparation af autoværn

Ringe, underføring af Sallinge Å ved Svendborgmotorvejen: Omisolering

Kruså, bro med rampe over Sønderjyske Motorvej: Reparation af fuge

Relateret indhold