Hverdagen for 150 nordjyske tømrer-, murer-, bygningskonstruktør-, installatør- og ingeniørstuderende vil d. 22.-24. marts komme til at handle intensivt om et sammensurium af LCA-beregninger, indeklima, statiske principper, energi, bæredygtighed, sikkerhed, tilgængelighed, tidsplan, økonomi, byggepladsindretning og Building information management (BIM), når De Digitale Dage afholdes for 14. gang.
Her skal de studerende og elever komme med deres skarpeste bud på et nyt besøgscenter ved det gamle vandtårn i Hammer Bakker tæt på Aalborg – et bud der i år skal leve op til de nye skrappe bæredygtighedskrav.
De studerende bliver delt ind i grupper sammen med medarbejdere fra rådgiver- og ingeniørvirksomheder i hele Nordjylland. Målet er at samle alle byggeriets parter med henblik på at afprøve og præsentere de digitale redskaber samt at simulere virkeligheden for de studerende.
I løbet af de tre dage skal deltagerne udarbejde et såkaldt dispositionsforslag til et nyt besøgscenter ved Hammer Bakker med det gamle vandtårn i centrum. Til slut skal de præsentere deres forslag for en dommerkomité.
– Det er en virkelig spændende case for de studerende, hvor de får mulighed for at arbejde med alle aspekter i forhold til design af et byggeri. De skal tænke over tilgængelighed, indeklima, bæredygtighed, økonomi, tidsplan og meget mere. Det kræver i den grad samarbejde på højt niveau. Samtidig skal de bruge de nyeste digitale værktøjer inden for byggeriet, forklarer lektor Kjeld Svidt på Institut for Byggeri, By og Miljø ved Aalborg Universitet.
Søren Nissen, projektleder for De Digitale Dage og lektor på byggeriuddannelserne, Professionshøjskolen UCN, tilføjer:
– Der er stigende forventninger til, at aktørerne inden for byggebranchen formår at samarbejde og koordinere tæt på tværs af byggeriets mange led. Ikke mindst set i lyset af, at der er kommet nye krav til bæredygtighed og CO2-beregninger her i det nye år. Her er De Digitale Dage unik, fordi vi samler studerende og elever fra alle byggeriets fag sammen med virksomhederne.
Et aktivt eksperimentarium
De Digitale Dage er et partnerskab mellem Professionshøjskolen UCN, Aalborg Universitet og EUC Nord. Derudover er Techcollege som noget nyt blevet en del af partnerkredsen, der over en treårig periode har fået 1,6 mio. kr. i støtte fra Grundejernes Investeringsfond.
I år har arrangementet særligt fokus på bæredygtighed og grøn omstilling, der kan bidrage til at gøre en forskel for byggebranchen.
– Netop fordi De Digitale Dage er et aktivt eksperimentarium for det tværfaglige samarbejde, kan vi med fokus på bæredygtighed træne, facilitere, observere og uddrage læring fra, hvordan vi får alle med, når man skal planlægge et bæredygtigt bygge- eller renoveringsprojekt, siger Mikkel Drejer Raunslund, uddannelseschef for EUX på Techcollege.
Resultaterne fra De Digitale Dage opsamles i såkaldte læringsprodukter, som skal skabe værdi for den danske byggebranche og byggeriets uddannelser på alle niveauer i Danmark. De bliver gjort tilgængelige på dedigitaledage.dk.
Det er 14. gang, arrangementet afholdes – og igen sker det i tæt samarbejde med repræsentanter fra den danske entreprenør- og rådgiverbranche.
De Digitale Dage 2023 er støttet af Konstruktørforeningen, Grundejernes Investeringsfond og We Build Denmark.