Projektudviklingskoncernen har netop præsenteret årsregnskabet for 2022, og det blandt andet viser en omsætning på 1,3 mia. kroner mod ca. 600 mio. kroner i 2021, et resultat før skat 160 mio. kroner (134 mio. kroner i 2021, og en afkastningsgrad 3 % (5 % i 2021).
– 2022 var på mange måder et udfordrende år for vores branche, udtaler AG Gruppens CEO, Robin Feddern og henviser til usikkerhed omkring krigen i Ukraine, materialemangel, inflation og renteuro, der i løbet af året forplantede sig i transaktionsmarkedet.
– Særligt i andet halvår stod transaktionerne i stampe, og et enkelt af vores påtænkte salg måtte afvente et mere roligt marked, siger han og tilføjer:
– Derfor ser vi med stor tilfredshed på vores strategiske beslutning om i højere grad at opbygge en portefølje sammen med vores gode samarbejdspartnere. Vi vil også fremover fokusere på både at sælge projekter og bygge til egne bøger med henblik på et salg, når markedet er optimalt. Vi har en klar ambition om at være blandt de bedste i branchen, både til at udvikle og bygge – men også til at drive ejendomme i egen portefølje.
God likviditet og fornuftig pipeline
Robin Feddern ejer koncernen sammen med kompagnonen COO Bjarke Windeløv Graae.
Forventningen er et positivt resultat i 2023, men dog på et lidt lavere niveau end 2022, fortæller de:
– Hos AG Gruppen er vi meget tilfredse med årets resultat og føler os stærkt rustet til tiden, der kommer. Vores likviditet er god, og pipelinen ser fornuftig ud.
– Vi kan og skal mere
De ser ESG (Environment, Social, Governance), som et vigtigt område for fremtiden:
– Som en af de virksomheder i Danmark, der har flest DGNB Guld-certificerede boliger på CV’et, har vi allerede bevist, at vi vil bæredygtigheden. Men vi kan og skal mere, og derfor vil vi fortsat fokusere på den gode forretning med bæredygtigheden som pejlemærke.