Flere end 10.000 gæster forventes at lægge vejen forbi København, når UIA Verdenskongressen for arkitekter 2023 – med titlen ‘Sustainable Futures – Leave No One Behind’ – finder sted fra den 2. til den 6. juli.
Formålet er at sætte fokus på, hvordan arkitektur og byggeri kan bidrage til at nå FN’s 17 Verdensmål, og på kongressen vil blive delt kreative løsninger, de nyeste forskningsresultater og eksempler på mere bæredygtig arkitektur og grønnere byggeri.
Som en del af programmet blive 10-15 verdensmålspavilloner etableret, og i disse dage arbejder 17 engagerede teams på at udvikle og teste materialer, få pavillonerne færdige og de sidste byggetilladelser i hus.
De fleste af dem vil stå klar i løbet af maj og danne rammen om en række events rettet mod interesserede københavnere, turister og ikke mindst de mange fagfolk, der vil gæste Verdenskongressen.
Pavillon-løsningerne spænder over et vind- og vejrtårn – med reference til det græske ‘The Tower of Wind’, hvor man blandt andet kan følge klimaudviklingen real time – til Arkitekter Uden Grænsers biocenter, som har fokus på toilettet og de sanitære forholds betydning for sundheden og den sociale sammenhængskraft i verdens fattige byer.
Andre pavilloner bygger på samarbejder mellem arkitekter og materialeindustrien for at udvikle systemer og metoder for genanvendelse af for eksempel betonelementer fra 60’erne og 70’ernes sociale boligbyggerier eller genanvendelse af plastik.
En fællesnævner for alle pavillonerne er, at de i overensstemmelse med verdenskongressens tema ‘Leave No One Behind’ er designet, så de er tilgængelige for alle og opføres med blik for ansvarligt forbrug af materialer.
Desuden forholder pavillonerne sig til et eller flere af FN’s 17 Verdensmål og skal af hensyn til klimaet og reduktion af byggeriets ressourceforbrug kunne nedtages og bruges i andre sammenhænge.
Pavillonerne bliver alle til på baggrund af partnerskaber på tværs af arkitekt- og byggebranchen og mellem private virksomheder og aktører, industriens parter, forskningsinstitutioner og fonde. Sammen afprøver og demonstrerer de, hvordan den bæredygtige udvikling kan anføres gennem det 17. verdensmål: Nye partnerskaber.
Hvert team har selv fundet finansiering og ansøgt om byggetilladelse og vil være værter for events i pavillonerne.
Projektet er initieret og lanceret af Arkitektforeningen og UIA Verdenskongressen for Arkitekter 2023 i samarbejde med Københavns Kommune og By & Havn.