BIG har vundet internationale arkitektkonkurrence med designforslaget ‘Prisma Towers’ i Kinas Qianhai bugt og markerer dermed fuldførelsen af det nye finansielle og kulturelle epicenter i Shenzhen-provinsen, også kaldet Kinas Silicon Valley.
Efterfulgt af Shenzhen Energy Mansion, som stod færdigt i 2017, bliver Qianhai Prisma Towers arkitektvirksomheden andet projekt i Shenzhen.
Prisma Towers er karakteriseret ved facadeelementer, der læner sig blødt opad bygningskroppen og skaber grønne lommer til udeområder på gaden og i højden. På gadeplan forbinder Qianhai Prisma Towers området med det tilstødende Shenzhen Hong Kong Plaza, der udgør nabolagets grønne bælte. Besøgende kan ankomme til bygningerne langs en hævet, grøn gangbro, der løber langs tårnene og videre til det nærliggende indkøbscenter.
– Begge skyskrabere er udtænkt som simple, prismatiske bygninger, der åbner sig op for at skabe offentlige byrum, pladser og terrasser på gadeplan og i højden. Tårnenes tidløse enkelthed og indbydende natur er forankret i værdierne, der ligger til grund for Shenzhens byplanlægning – en vertikal moderne by med 1000 parker, som vi er enormt beæret over at bidrage til, Bjarke Ingels, stifter og partner, BIG – Bjarke Ingels Group.
Solceller og stisystem til nabolaget
Grønne terrasser er etableret i rummet mellem bygningen og den hældende facadestruktur.
Herfra kan medarbejdere og besøgende nyde en 360 graders udsigt over Qianhai bugten. Solceller er integreret på kontortårnets øst- og vestfacader og CCF-facader er brugt på de områder, der er mest eksponeret for solen med henblik på at optimere den termiske ydeevne. Indbyggede ventilationsindtag i boligtårnets vindueskarme skaber derudover naturlig ventilation.
Det 130.760 m2 store boligtårn består i sin konstruktion af tre rektangulære plader, der varierer i højde og læner sig op ad hinanden. Pladernes hældning skaber åbninger i tårnet, der giver kig ud over hav og by fra boligerne og de grønne terrasser.
– På gadeplan åbner tårnene sig op og forbinder det offentlige transportnetværk med handelslivet og de omkringliggende bygninger. Et stisystem forbinder flere niveauer i bygningerne og skaber dermed gnidningsfrie overgange mellem tårnene samt nabolagets liv og aktivitet, der forgrener sig ned til Qianhai Bay Waterfront Park, fortæller Martin Voelke, partner, BIG – Bjarke Ingels Group.
Trækroner, amfiteater og udendørs restaurant
Wayfinding i tårnenes stueetager faciliterer nem bevægelse igennem og rundt om tårnene.
Et amfiteater, en udendørs restaurant og sociale mødesteder er placeret ude foran tårnene blandt masser af træer. For at imødekomme regionens klima er programmerne placeret under baldakiner, trækroner og i bygningens facadeåbning. Regnvand opsamles i bygningen og benyttes til vandingssystemer samt rensning af udeområderne.
Tårnene er strategisk placeret mellem to regionale jernbaner, Guangzhou-Shenzhen Intercity Railway på østsiden og den planlagte Hong Kong-Shenzhen Western Express Railway på vestsiden af boligtårnet. Et tilstødende underjordisk handelsområde er knyttet sammen med togstationernes tunneller og etablerer direkte adgang til togforbindelserne. Derudover skabes 966 cykelparkeringspladser til bygningens beboere.
Samarbejdspartnere på projektet er CADG, BPI, ARUP, Buro Happold RFR, Thornton Tomasetti, Turenscape, Atchain og RJ Model.
Byggeriet forventes at starte i 2025.