I Ballerup bliver der skruet op for mangfoldigheden

Det går stærkt med opførelsen af det nye, grønne boligområde Parkkvarteret centralt i Ballerup, og senest har FB Gruppen og Ingcon fejret sit andet rejsegilde - denne gang var det Poppelhuset.
Poppelhusets 110 lejeboliger vil danne hjem for flere familietyper og dermed bidrage til visionen om at sikre et mangfoldigt boligområde i Parkkvarteret.
Poppelhusets 110 lejeboliger vil danne hjem for flere familietyper og dermed bidrage til visionen om at sikre et mangfoldigt boligområde i Parkkvarteret.

Tre måneder efter sidste rejsegilde har projektudvikler FB Gruppen netop fejret det andet rejsegilde i det nye, grønne boligområde Parkkvarteret i Ballerup, der kommer til at rumme 500 boliger fordelt på forskellige boligtyper.

Men de stigende renter, inflation og højere energipriser har påvirket boligmarkedet, der har oplevet et stort fald i solgte boliger. Og det er en situation, der også vil få betydning for sammensætningen af Parkkvarteret, fortæller adm. direktør for FB Gruppen, Hans-Bo Hyldig:

– Det er ingen hemmelighed, at boligmarkedet ikke er, hvad det var for et år siden. De første tre ejendomme i Parkkvarteret er solgt til Invesco, der udlejer boligerne. Ejerformen af de resterende boliger ligger endnu ikke fast. Om resten af boligerne i Parkkvarteret bliver ejer-, andel- eller lejeboliger må tiden og udviklingen vise os, siger han – dog med en fortrøstningsfuld tro på fremtiden:

– Boligmarkedet er p.t. meget omtalt, og mange virker afventende, men så galt er det dog heller ikke derude – vi har på to dage solgt tre rækkehuse i en af vores andre bydele.

Inspireret af nedrevet skole

Mangor og Nagel er arkitekt på Poppelhuset, der er en karré i fem etager med 110 lejeboliger fordelt på 57-110 m2. Arkitekterne har været inspireret af den nu nedrevne skole, Kasperskolen, og de tilbageblivende bygninger fra samme periode.

– Når vi om kort tid kommer til at bevæge os rundt om det færdige Poppelhus, vil vi tydeligt kunne se inspirationen fra den tidligere skole og de nærliggende bygninger. Det ses blandt andet i vinduernes proportioner, der referer til 60’ernes motiver – og i særlige murdetaljer ved murkroneafslutningerne, som er er tilsvarende genkendelige arkitektoniske motiver fra de omkringliggende bygninger, siger Mathias Juel.

Desuden rummer byggeriet alle dele af den moderne families behov, fortæller han:

– Alle boliger er indrettet funktionelt og æstetisk og får enten privat terrasse eller altan. Især dem, der kommer til at bo i den nordøstlige del af Poppelhuset kan glæde sig rigtig meget, da de har direkte udsigt over parken. Desuden vil der være en flot gård og plads til 40 biler i p-kælderen.

Stor variation af boliger

Om projektet lægger projektleder Mathias Juel fra IngCon, der er FB Gruppens faste samarbejdspartner på byggestyring af entreprenøropgaverne, særligt vægt på beliggenheden i Parkkvarteret, der blandt andet vil rumme en 15.000 m2 klimapark med et naturligt præg for at øge biodiversiteten, ligesom der tæt på kommer både et kultur- og campusområde.

– Projektet ligger helt centralt i Ballerup, og der er lagt vægt på værdier som fællesskab, mangfoldighed og bæredygtighed. Den store variation af boligerne i området betyder, at der er plads til både enlige, par og familier, og dermed bidrager boligerne til en mangfoldig bydel, siger han.

Poppelhuset forventes at stå klar til indflytning i oktober 2023. Klimaparken planlægges sideløbende med udviklingen af boligområdet. De sidste boliger forventes klar til indflytning i slutningen af 2025.

Relateret indhold