De 500 midlertidige, fleksible og møblerede boliger til midlertidig indkvartering af de tilstrømmende medarbejdere er opført i udkanten af Rødbyhavn – på et stort areal, som pavillonleverandøren Adapteo Danmark har lejet af Lalandia. Campen tæller 12.000 kvadratmeter boliger og fællesfaciliteter. Hvis alt går efter planen, står halvdelen af håndværkerbyen, svarende til 250 boliger, klar til drift allerede i april 2023.
De fleksible bygninger kan op- og nedskaleres i takt med skiftende behov.
Den midlertidige håndværkerby kan nu også kalde sig energisparecamp, da den har opnået lavenergicertificering som den største camp i Danmark for netop den type byggeri. Lavenergicertificeringen opnår campen ved blandt andet at anvende solpaneler og varmepumper.
Dermed overholder campen energirammen for lavenergibyggeri i henhold til bygningsreglementet.
Det kræver blandt andet, at pavillonerne kun bruger lige under 30kw pr. kvadratmeter pr. år. Det bliver overholdt ved at anvende varmepumper med høj SCOP-værdi og et solcelleanlæg, der placeres på taget af bygningerne. SCOP-værdien er en forkortelse af Seasonal Coefficient Of Performance og viser, hvor effektiv en varmepumpe er til at levere varme set over et helt år.
Undgår at udbygge fjernvarmenettet
For helt at undgå indbygget fjernvarme har Adapteo Danmark i stedet anvendt 1.200 solpaneler. Og det er også positivt for lokalområdet, fortæller Jens Schmidt, der er senior projektleder på lavenergicampen hos Adapteo:
– Politisk er det lokale fjernvarmeværk tvunget til at levere fjernvarme, hvis byggeriet kræver det – som det ofte gør. Men det har vi undgået ved at installere solceller og varmepumpe. I vores projekt betyder det, at det lokale fjernvarmeværk ikke skal grave halvdelen af byen op og udbygge fjernvarmeværket for et byggeri, der højst sandsynligt kun skal stå i 10 år. Det belaster derfor ikke lokalsamfundets økonomi eller infrastruktur unødig, men bidrager i stedet til vækst og liv til byen.
Sælger overskudsstrømmen
På et godt sommerhalvår kan solcellerne producere mere strøm, end de forbruger. Den overskudsstrøm kan Adapteo derefter sælge ind til elnettet, hvilket både bidrager positivt til miljøet og er en god forretning.
– Nu viser det sig, at den investering, vi laver i solcellerne, er tjent hjem i løbet af fire år, så det er en god forretning for samfundet og Adapteo, siger Jens Schmidt.
Fjerring Ingeniører har stået for beregningerne, og det har taget ca. seks uger, fra ingeniørerne begyndte at indsamle data, til de kunne sende beregningerne til godkendelse hos Lolland Kommune. Certificeringen kørte sideløbende med den almindelig proces for byggetilladelse.