Aarhus-entreprenør skal stå bag byudvikling på Vestegnen

Sammen med Koncenton skal totalentreprenør Raundahl & Moesby opføre en karré med 184 lejligheder og erhverv. Projektet er en del af et byomdannelsesprojekt i Hersted Industripark.
Den kommende Letbanestation og Vestskoven ligger som nabo til byggeriet i Hersted Industripark.
Den kommende Letbanestation og Vestskoven ligger som nabo til byggeriet i Hersted Industripark.

– Vi er glade for at deltage i endnu et ambitiøst byomdannelsesprojekt, siger projektudviklingsdirektør i Raundahl & Moesby, Morten Jensen, der tidligere har været totalentreprenør på byomdannelsesprojekter, blandt andet i Kirkebjerg i Brøndby.

Nu har totalentreprenøren sammen med Koncenton og i tæt samarbejde med Albertslund Kommune stået for udviklingen af et projekt indeholdende et samlet byggeri på 13.816 m2 bolig, erhverv og p-kælder.

Parterne har også lavet lokalplanen, som netop er blevet godkendt.

– Det er spændende at udvikle nye boligområder, og vi arbejder ud over dette projekt med 5-6 andre beliggenheder i området. Både beliggenheden i Storkøbenhavn og visionen om den bæredygtige udvikling af forstæderne taler direkte ind i den fortælling, vi ønsker at være en del af, siger Morten Jensen.

En eksisterende erhvervsbygning nedbrydes for at skabe plads til byggeriet, som opføres som en firelænget karré i springende etageantal fra 4 til 7 etager.

Facaden udføres med røde mursten og fladt tag ligesom gårdrummet anlægges grønt med legeaktiviteter for områdets børn.

Lejlighederne er i varierende størrelser og henvender sig til en hurtigt voksende lejermasse.

Byggeriet igangsættes i foråret 2023 og vil efter planen stå færdigt i 2025.

Relateret indhold