DS Gruppen øger omsætningen med en halv milliard

Selskabet har netop offentliggjort et samlet koncernregnskab, og direktøren er tilfreds - efter et år med store eksterne som interne forandringer.
Adm. direktør for DS Gruppen, Kent Hejn Kristensen. Foto: Jakob Lerche.
Adm. direktør for DS Gruppen, Kent Hejn Kristensen. Foto: Jakob Lerche.

DS Gruppen har netop offentliggjort et samlet koncernregnskab (afsluttet pr. 30/6 2022).

Og ifølge adm. direktør Kent Hejn Kristensen er det tilfredsstillende læsning med tanke på krigen i Europa, de høje energipriser og inflationen, som forlænger den verdensomspændende corona-krise:

– Det har været et turbulent år, der bestemt ikke har gjort det nemmere at være dansker, europæer eller verdensborger. DS Gruppen og de underliggende selskaber har manøvreret i et presset marked, så det er med stor tilfredsstillelse, at vi har afsluttet årsregnskabet på fornuftig vis og dermed har sikret grunden under vores godt 800 arbejdspladser, siger han.

Nettoomsætningen lyder på 2,6 mia. kroner (2,1 mia. kroner sidste år).

EBITDA er 302 mio. kroner (261), og årets resultat efter skat lyder på 204 mio. kroner (221).

Samlede aktiver for 1,3 mia. kroner (1,2) og en egenkapital på 563 mio. kroner (466).

DS Gruppen står bag DS Elcobyg, DS Stålkonstruktion, DS Flexhal og DS Stålprofil.

Solgt til tysk side

Kent Hejn Kristensen blev udnævnt til adm. direktør for DS Gruppen den 1. juli 2022, efter familien Møller Hansen i marts 2022 solgte livsværket til tyske Goldbeck:

– Vores medarbejdere har mødt mange udfordringer og forandringer det seneste år – udover de eksterne påvirkninger har alle vores ansatte midtvejs i regnskabsåret omstillet sig til en hverdag med nye ejerforhold, siger han og uddyber:

– DS Gruppen er stadig DS Gruppen, men ejerskiftet har naturligvis en indkøringsperiode, som har budt på mange forandringer. Vi har brugt det seneste år på at lære Goldbeck at kende, finde fælles værdier, synergier og ikke mindst områder, hvor vi kan inspirere hinanden.

– Vores medarbejdere har favnet både det nye ejerforhold og den usikre markedssituation med et positivt mindset, og det er i den grad med til, at vi nu sætter et positivt punktum i regnskabet.

Står på solidt fundament

Kent Hejn Kristensen fortæller videre, at regnskabsåret også har budt på grønne omstillinger, og at selskabets kunder naturligt stiller større og større krav til bæredygtigt byggeri.

– Mange af vores indsatser er stadig på spirestadiet, men det er en fornøjelse at opleve, at de grønne idéer fødes i alle kroge og afdelinger af koncernen. Vi vil have endnu mere fokus på vores klimaaftryk og mulighederne for at tænke, købe, producere, bygge og afsætte med bæredygtig ansvarlighed.

Han refererer til Danmarks første DGNB-certificerede logistikbyggeri, som er bygget af DS Flexhal, og at DS Stålprofil er den første danske producent af tyndpladestål, der har opnået Cradle to Cradle Certificering på deres hovedproduktgruppe.

– I alle DS-selskaber arbejder vi kontinuerligt og kontrolleret med grøn omstilling, og det er faktisk muligt, at grøn ansvarlighed og økonomi går hånd i hånd, siger Kent Hejn Kristensen og forholder sig til fremtiden:

– Kigger man i krystalkuglen, ser verdensbilledet unægtelig lidt broget ud, men DS Gruppen står trods alt på et solidt fundament, har gode ordrer i bogen og Goldbeck i ryggen. Så vi vælger at tage de positive briller på og forventer fortsat vækst og fremgang, når vi anskuer det kommende resultat for indeværende regnskabsår 2022/23.

Relateret indhold