Den 1. december 2022 fusioneres det nordjyske arkitekt- og ingeniørfirma BK Nord med No.57, der arbejder med bolig- og erhvervsbyggeri.
– Vi er i gang med at implementere en ny 2025-strategi for at udvikle os til BK Nord 2.0, og det kræver kompetencer, vi ikke havde tidligere. No.57 bringer ny energi, kreativitet og innovativ tilgang, der rusker op i vores kultur og tilfører værdifuld erfaring med digitalisering, som vi har brug for til at løfte vores virksomhed til nye højder. Det er effektiv forandring fra dag ét, fortæller adm. direktør René M. Larsen, BK Nord.
Skal skubbe til kanterne
Stifter af No.57, Henrik Pedersen, ser frem til – sammen med sit hold af arkitekter og konstruktører – at bringe virksomhedens kompetencer inden for BIM og 3D-modellering ind hos BK Nord:
– Der er en klar mulighed for at tilføre hinanden kompetencer, der vil gøre os stærkere sammen. Vi er digitalt indfødte arkitekter med stor erfaring inden for bolig- og erhvervsbyggerier, som nu får en større organisation i ryggen til at udfolde sig endnu mere. Vi er gode i udviklingsprocesser og gode til at skubbe til kanterne. Så det er, hvad vi skal tilføje til kulturen hos BK Nord, fortæller Henrik Pedersen, der får titlen som salgs- og udviklingschef hos BK Nord.
‘En milepæl for vores strategi’
René M. Larsen fortæller, at faglighed er byggestenene hos BK Nord, hvor arkitekter, ingeniører og bygningskonstruktører er samlet under ét tag.
Han kalder fusionen ‘en milepæl for vores strategi’ og ser den som et vigtigt element i at tilføre ressourcer til organisationen og udbygge kompetencerne i totalrådgivningen til kunderne:
– Det giver os en større robusthed i organisationen ment på den måde, at vi både løfter os på udviklings- og digitaliseringsområdet og samtidig øger vores kapacitet. Det skaber endnu mere værdi og kvalitet til vores kunder.
Med fusionen vokser BK Nord fra 19 til 27 medarbejdere og er allerede nu på jagt efter yderligere tre nye medarbejdere.
Udover René M. Larsen og Henrik Pedersen kommer ledelsesgruppen til at bestå af Camilla Brunsgaard Fugmann, der er kreativ- og bæredygtighedschef, Bente Søgaard, der er brand- og konstruktionschef, samt Kenneth Møller Nielsen, der er tegnestue- og kvalitetschef.