I august offentliggjorde MT Højgaard, at virksomheden for DSB skal opføre et togværksted ved Næstved til 1,3 mia. kroner.
Læs mere: MT Højgaard indgår ny stor kontrakt – på 1,3 mia. kroner | Dagens Byggeri
Nu har parterne indgået en ny aftale om opførelse af et lignende værksted til eltogsæt i Brabrand – til en værdi af 1,32 mia. kroner.
Det kommende værksted er 18.650 m2 og udstyres med otte spor og en kapacitet til at vedligeholde mere end 80 togsæt.
Desuden etableres en separat bygning til hjulafdrejning, og parkerings-, klargørings- og forsyningsfaciliteter. Og udover selve byggeriet omfatter entreprisen også et større anlægsarbejde, hvor entreprenøren flytter 400.000 m3 jord svarende til næsten 10 gange Amager Strandpark.
Rykker dansk infrastruktur i grønnere retning
Værkstedet, der er designet af Gottlieb & Paludan Arkitekter og Rambøll, skal benyttes til vedligehold af DSBs kommende IC5-tog sammen med værkstedet på Godsbanen i København, som MT Højgaard Danmark også opfører. De to lokaliteter vil være de primære lokaliteter for vedligehold af IC5-togene i fremtiden.
– Over halvandet år har vi haft et glimrende forløb med DSB og byggeriets andre parter i Aarhus, og nu har vi så indgået den endelige aftale. Med disse værksteder til eldrevne toge er vi med til at rykke Danmarks infrastruktur i en grønnere retning, siger porteføljechef Søren Sørensen.
Samarbejdsmodel fungerer
Han hæfter sig også ved, at kontrakten er endnu en blåstempling af vores kompetencer inden for samarbejdssager:
– Nu hvor underskriften er faldet på plads omkring DSB-værkstedet i Aarhus, så kan vi også konkludere, at vi er gået fra fase 0 til fase 2 på vores tre samarbejdssager med DSB i København, Næstved og Aarhus. Det glæder vi os selvfølgelig over, og det beviser at den faseopdelte samarbejdsmodel fungerer, som den skal.
For bygherren er værkstedet et stort skridt mod at gøre DSB CO2-neutral i 2030, og værkstedet skal blandt andet servicere de 150 eltogsæt, som DSB sidste år købte af Alstom.
Kontrakten på byggeriet i Aarhus er først ubetinget, når DSBs bestyrelse har tiltrådt den endeligt i december.
Værkstedet skal stå klar til brug i 2026.