Vilhelm Lauritzen Arkitekter på opkøb – samler et stærkt trekløver

Mindre end et år efter Vilhelm Lauritzen Arkitekter opkøbte Sted By og Landskab, bliver nu også Kjaer & Richter indlemmet i arkitektfællesskabet.
Peter Sand (tv.), direktør i Kjaer & Richter, Gyrithe Saltorp, adm. direktør i Vilhelm Lauritzen Arkitekter, og direktør Ole Madsen fra Kjaer & Richter vil fremadrettet gå i takt. Sjavit Maestro
Peter Sand (tv.), direktør i Kjaer & Richter, Gyrithe Saltorp, adm. direktør i Vilhelm Lauritzen Arkitekter, og direktør Ole Madsen fra Kjaer & Richter vil fremadrettet gå i takt. Foto: Sjavit Maestro

Fra 21. november 2022 bliver Vilhelm Lauritzen Arkitekter majoritetsejer i den jyske arkitektvirksomhed Kjaer & Richter. Den beslutning er truffet ud fra et fælles værdigrundlag, der bygger på uafhængighed, faglig udvikling inden for digitale processer, skærpede krav til bæredygtighed og ny vækst.

– Med den nye struktur får vi et solidt fagligt grundlag for fremtiden. Den giver plads til udvikling af vores kompetencer og ydelser i et stadigt mere konkurrencepræget marked sammen med en nøje udvalgt investor. Med Vilhelm Lauritzen Arkitekter når vi en kritisk masse, der betyder, at vi kan udvikle nye ydelser også indenfor f.eks. bæredygtighed og digitalisering og tilbyde vores kunder en bredere pallette af projekter baseret på et fælles grundlag, siger Peter Sand, direktør i Kjaer & Richter.

Kjaer & Richter, der er grundlagt i Aarhus i 1954 og har 50 medarbejdere i Aarhus, Aalborg og København, fortsætter som hidtil med de nuværende ejere som direktører og medejere ligesom kundeforhold og nuværende projekter ikke påvirkes af de ændrede ejerforhold.

Læs også: Et af de markante byggerier, Vilhelm Lauritzen Architects har tegnet (dette sammen med Mikkelsen Arkitekter) er Steno Diabetes Center Copenhagen i Herlev.

Lokale kræfter inden for byudvikling

Vilhelm Lauritzen Arkitekter har i flere år været på en vækstrejse baseret på stærke kompetencer inden for bl.a. komplekse byggerier, bæredygtighed og digitalisering -områder hvor virksomhedens ledelse fortsat ser et markant udviklingspotentiale sammen.

Kjaer & Richter, har bl.a. indgående erfaring med undervisnings-, lærings- og boligbyggeri samt transformation og kulturarv. Sammen vil parterne trække på årtiers ekspertise og opbygge en endnu stærkere fælles arkitektfaglig viden og kompetence.

Et af de markante undervisnings- og læringsprojekter, Kjaer & Richter har været med til at tegne, er ‘fremtidens skole’, Læringshus Nærheden.

– Med Kjaer & Richter bliver Vilhelm Lauritzen Arkitekter geografisk stærkere og vil kunne tilbyde lokale kræfter inden for byudvikling, byggeri, byrum og landskab over hele landet. Vi oplever fortsat, at bygherrerne efterspørger uafhængig arkitektrådgivning herhjemme og i udlandet. Derfor er vi heller ikke i tvivl om, at den nye konstellation kommer til at medføre både øget aktivitet og endnu mere kvalitet i arkitekturen og processerne, ikke kun i Danmark men også internationalt, siger Gyrithe Saltorp, adm. direktør i Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Et stærkt trekløver

Sted By og Landskab blev ved årsskiftet et datterselskab til Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

– Med Kjaer & Richter står vi som et samlet, stærkt trekløver i et værdifællesskab baseret på ordentlighed og nysgerrighed. Vi har fundet hinanden i en ambition om at skabe arkitektur i en sikker kobling af form, funktion og kontekst, tilføjer Gyrithe Saltorp.

Relateret indhold