Grønne Eng
- Supplerende adresse: Ørestad Syd
- Bygherre: EcoVillage, Fb Gruppen og FB Grønne Eng
- Arkitekt og landskabsarkitekt: Tegnestuen Vandkunsten
- Totalentreprenør: HLH-Entreprise ApS
- Ingeniør: Akademiingeniør Svend Poulsen
- Byggestart: September 2021
- Forventes færdigt: April 2023
- Anslået budget: 125 mio. kr.
- Omfang: 7.468 kvm, 6 etager + 493 kvm kælder, 75 andels- og ejerboliger på 41 til 116 kvm: 58 etageboliger, 9 rækkehus i 2 etager, 8 rækkehuse i 3 etager, 1.036 kvm fælleshus
- Bæredygtighed: Bygningsreglementets Bygningsklasse 2020, DGNB, Svanemærket
- Kilde: Byggefakta
Fælleshuset og de økologiske fællesspisninger bliver livsnerven i det miljørigtige og bæredygtige bofællesskab Grønne Eng i Ørestad Syd, der udmærker sig ved sine ressourcevenlige og grønne løsninger, og hvor de certificerede materialer i fremtiden, qua sin genanvendelighed, kan skilles ad og genanvendes andre steder. Beboerne bliver også en del af en el-delebilsordning.
Bofællesskabet forventes at stå færdigt i midten af juni 2023. Her kan EcoVillage, som er initiativtager, overdrage og byde beboerne velkommen til en mindre økolandsby, hvor bæredygtighed og fællesskab indtager centrale roller – både økonomisk, socialt og i miljømæssig forstand.
Det moderne byggeri, der er tegnet af Vandkunsten, består af 75 ejer- og andelsboliger i varierende størrelser med både etageboliger og rækkehuse i to og tre etager, som kan rumme forskellige aldersgrupper og familiestrukturer.
Bebyggelsen opføres i 2-6 etager, med blandet rækkehus og etageboligbyggeri tilknyttet et fælleshus på i godt 1.000 kvm. Fællesfaciliteterne indeholder bl.a. gæsteværelser, teenagegang, øvelokale, fællesvaskeri med regnvandsgenanvendelse, tagdrivhus, kontorfællesskab, cykelværksted byttecentral, fællesbibliotek og motionsrum.
Vil inspirere til flere bofællesskaber
By & Havns adm. direktør Anne Skovbro ser frem til, at det bæredygtige og miljørigtige bofællesskab flytter ind i Københavns yngste bydel.
– Grønne Eng kommer på bedste vis til at kombinere landsbyens stærke fællesskab med byens puls i en grøn og bæredygtig boform, som kommer til at bidrage til et mangfoldigt Ørestad med plads til sunde fællesskaber i forskellige afskygninger. Jeg har en tro på, at Grønne Eng, med sine sociale, økonomiske og bæredygtige fordele, kan inspirere til at der i fremtiden bygges flere bofællesskaber i storbyerne, siger hun.
Læs også Endelig: Nu får København betalbare boliger til enlige forældre.
Fælleshuset bliver livsnerven
I Grønne Eng er det grundideen, at man deles om de ting og funktioner, som man ikke har behov for i ens eget hjem, men som kan findes og bruges i fælleshuset. Derfor bliver livsnerven i bofællesskabet også fælleshuset med fælleskøkken og spisesal, hvor beboerne kan nyde de faste, ugentlige økologiske fællesspisninger.
Den grønne dimension er også tænkt ind flere forskellige steder, da byggeriet blandt andet får taghaver, solceller på taget, elbils-deleordning og et fællesvaskeri, der bruger opsamlet regnvand. Og det er blot er nogle af de funktioner, som er integreret i byggeriet, der skal binde beboerne sammen i den grønne økolandsby i Ørestad Syd.