– Dette er ikke nogen almindelig betonbygning, siger manden bag BIGs nye hovedsæde på Sundmolen i Nordhavn i København.
Bjarke Ingels har netop været med til at fejre rejsegildet og kan dermed snart flytte ind i det nye kontor med sit team, der – næsten – har overgået sig selv:
– Det er et af de mest komplekse byggerier, vi nogensinde har lavet. Der er så mange ting, der kunne være gået galt, og jeg er dybt imponeret over den kvalitet og præcision, der er lagt i håndværket, siger arkitekten og uddyber:
– Alle elementer og støbninger går i hak på en tektonisk måde, og konstruktionen bag vores hovedsæde kommer til at danne en ny skole for, hvad betonbyggeri og arkitektur kan.
– Det her projekt har skubbet grænserne for, hvad der kan gøres med beton, og det har givet mig nye muligheder i mine fremtidige projekter.
Udfordrer konventionerne
Fra starten har det været BIGs ønske at udfordre konventionerne indenfor arkitektur, byggeri og materialevalg, og selvom hovedsædet umiddelbart ser enkelt ud i sin firkantede form, så er konstruktionen bag stjernearkitektens nye københavnske hovedkontor alt andet end simpel.
Når det står færdigt, vil arkitektvirksomheden hovedkvarter strække sig 27 meter op over Sundholmen i Nordhavn. En kerne af nordisk granit skærer sig fra stuen til øverste sal. 7 overlappende etager skaber en kaskade af sammenhængende planer og bæres af 20 meter lange pladsstøbte facadebjælker, der hver vejer 100 tons. De stables ovenpå hinanden som sandwichelementer og skifter mellem lukkede felter af betonkonstruktioner og transparente felter af glas.
En sammenhængende 140 m spiral af grønne terrasser snor sig langs facaden hele vejen rundt om bygningen, og har en dobbeltfunktion som flugtvejstrappe. Alle etager har adgang til terrasserne og følger man trinene hele vejen til toppen, finder man taghaven med en 360-graders udsigt over havnen.
Den omvendte byggeproces
Ifølge Per Semmling, der er adm. direktør i råhusentreprenøren LM Byg, burde hovedkontoret slet ikke kunne opføres:
– Fordi etager og ydervægge både er forskudte og til dels er selvbærende, har vi ikke haft de klassiske fixpunkter at arbejde ud fra, som vi normalt har. Fra et konstruktionsmæssigt perspektiv har vi konstruktioner, der ‘hænger’ i de overliggende bygningsdele. Det er nærmest den omvendte byggeproces, siger han.
Måtte udvikle nye støbe- og arbejdsmetoder
For at kunne forene BIGs ønsker og visioner med byggetekniske muligheder har råhusentreprenøren brugt et miks af betonelementer og in-situ-støbninger – og så har LM Byg også måtte udvikle nye støbe- og arbejdsmetoder:
– Vi har udviklet et nyt og anderledes koncept for støbning af hængedæk, og vi har også været nødt til at udvikle en anden støbe- og arbejdsmetode for de store bærende mega-beams end oprindeligt tænkt, som gjorde det muligt for os at støbe uden flydekran, siger Per Semmling.
Råhuset til hovedkvarteret er udelukkende opført i FutureCem, som Aalborg Portland har udviklet.
Men da projekteringen på byggeprojektet gik i gang i 2017, var cementtypen endnu ikke på markedet. Derfor har LM Byg været de første til at støbe med FutureCem i højderne og i så stor skala, og sammen med Unicon, Aalborg Portland og BIG har råhusentreprenøren måtte teste og videreudvikle produktet i takt med, at støbningen til hovedkvarteret pågik.