Over 100 solcelleparker på vej – den største sikrer strøm til 100.000 boliger

Solcelleparkerne formerer sig. 108 større solcelleparker og -anlæg er pt. på tegnebrættet i Danmark, viser en optælling i Byggefaktas database.
Der er flere store solcelleanlæg på vej landet over. Den største bliver mere end 1.000 fodboldbaner stor. Foto: Getty Images
Der er flere store solcelleanlæg på vej landet over. Den største bliver mere end 1.000 fodboldbaner stor. Foto: Getty Images

Regeringens udspil ‘Danmark kan mere II’ fra april, der vil sikre en hurtigere udfasning af fossile brændstoffer, går efter en firedobling af den samlet produktion fra solenergi og landvind frem mod 2030.

For at nå målsætningen, skal Danmarks vedvarende energiproduktion øges markant frem mod 2030 – med bl.a. flere vindmøller og solcelleparker og dermed egen produktion af grøn gas.

Ifølge Byggefaktas omfattende database over bygge- og anlægsprojekter i Danmark vil der blive etableret og opsat 108 større solcelleparker og -anlæg fra januar 2022 til og med 2026. Alle projektdata er med forbehold i forhold til bl.a. budget, tidsplan m.v.

Pt. planlagte solcelleparker og -anlæg:

2022: 17

2023: 24

2024: 35

2025: 27

2026: 5

I alt: 108

Kilde: Byggefakta

Størst og mindst

Nr. 1.

Den både budget- og arealmæssigt klart største bliver den 555 hektar store solcellepark mellem Sølsted Mose og Kongens Mose ved sønderjyske Tyvse, der ifølge beregninger kommer til at producere 400 GWh til 100.000 husstande. GreenGo Energy står bag solcelleparken, der har et anlægsbudget på 2,5 mia. kr. og kommer til at strække sig over det, der svarer til mere end 1.000 fodboldbaner. Projektet er pt. planlagt til at blive igangsat i april 2025. Dog mangler en lokalplan at komme på plads.

Nr. 2.

Nummer to på listen er det 367 hektar store solcelleanlæg ved Gestenge i Ringkøbing-Skjern Kommune. Også her er det GreenGo Energy, der står bag solcelleparken, der forventes anlagt med start i juni 2023. Anlægsbudgettet er her på 1,4 mia. kr. Heller ikke her er lokalplanen færdigbehandlet.

Nr. 3.

På en budgetmæssig tredjeplads kommer en 350 hektar stor solcellepark i Energipark Aalborg ved Nørresundby. Projektet forventes endeligt politisk besluttet ultimo 2022, men den foreløbige plan er at igangsætte etableringen i oktober 2023. Anlægsbudgettet lyder på 1,4 mia. kr.

Nr. 108.

Nederst på listen over solcelleanlæg og -parker ligger Museum Sydøstdanmark, der i skrivende stunde er ved at få lagt 1.100 kvadratmeter solceller for 1,5 mio. kr. på taget af Holmegaard Værk.

Tænk jer om

På vegne af Danske Landskabsarkitekter præsenterede Martin Hedevang Andersen, Catrine Hancke, Emilie Kjeldsen Kjær og Signe Moos i marts 10 dogmer, der skal sikre, at vi får mest muligt ud af de solcelleparker, der i 2030 forventeligt vil dække knap 11.000 hektar dansk jord.

Her opfordrer landskabsarkitekterne bl.a. til, at solcelleparkerne bliver planlagt efter fremtidig byudvikling, at mulighederne for bynær placering bliver undersøgt, inden det åbne land tages i brug og at der bliver stillet krav om naturindhold og drift, som fremmer biodiversiteten.

Relateret indhold