Danmarks sundeste boliger ligger i Middelfart

Som den første DGNB Guld-certificerede boligafdeling i Danmark modtager det almene boligprojekt, Ranunkelhaven, en DGBN Hjerte-udmærkelse.
I maj 2021 flyttede de første beboere ind i de nye, almene boliger i Ranunkelhaven.
I maj 2021 flyttede de første beboere ind i de nye, almene boliger i Ranunkelhaven.

Kriterier, der ligger til grund for DGNB Hjerte:

  • – Luftkvalitet
  • – Akustik
  • – Visuel komfort
  • – Termisk komfort
  • – Arkitektonisk værdi

Det er efterhånden udbredt, at byggerier som en selvfølgelighed opføres miljørigtigt. Derfor kræver det noget ekstra at udmærke sig, og må man sige er gjort ved opførelsen af boligbyggeriet Ranunkelhaven i Middelfart.

Byggeriet, der omfatter 40 nye almene boliger, har som den første boligejendom netop modtaget en DGBN Hjerte-udmærkelse.

– Vi er glade for at kunne tildele dette byggeri både DGNB Guld og udmærkelsen DGNB Hjerte – endda som den første boligetageejendom i Danmark. Ranunkelhaven er på mange måder et fyrtårnsprojekt, som jeg håber mange vil lade sig inspirere af, og ikke mindst have glade beboere og brugere mange år i fremtiden, lyder det fra Mette Qvist, direktør i Green Building Council Denmark.

Ekstraordinær indsats for menneskers trivsel

DGNB Hjerte gives, fordi der i byggeriet er gjort en ekstraordinær indsats for sundhed og velvære, og boligerne derfor lever op til en række krav, der skaber et godt indeklima for beboeren.

I udmærkelsen arbejdes med mennesket i centrum for at imødekomme skærpede krav til social bæredygtighed:

– Vi danskere bruger omkring 80 og 90 % af vores liv indendørs. Med det in mente bør sundhed og velvære altid være et omdrejningspunkt i bygningsdesign og -udførelse. Med udmærkelsen DGNB Hjerte ønsker vi at belønne de byggerier, som på helt ekstraordinær vis netop har bygget med menneskers trivsel i centrum, siger Mette Qvist.

Forpligter sig til at varetage beboernes trivsel

Det er den almene boligorganisation Civica, som står bag projektet, og her arbejdes løbende at skabe flere gode, bæredygtige boliger ud fra både et socialt, økonomisk og miljømæssigt perspektiv:

– Vi har en klar ambition om at gå forrest som bidragsyder til en bæredygtig udvikling og arbejder ud fra en konkret strategi om bæredygtighed i det byggede miljø. Her forpligter vi os blandt andet til at varetage beboernes trivsel i boligerne og boligområderne. Med andre ord lægger vi kræfter i, at vores boliger bygges med et sundt og godt indeklima for øje, og vi er naturligvis glade for, at vi med modtagelsen af DGNB Hjerte-udmærkelsen bekræftes i dette arbejde, siger Søren Damgaard, formand for organisationsbestyrelsen i Civica.

Vil være den mest innovative boligproducent

Ranunkelhaven er opført af totalentreprenør BM Byggeindustri, der sætter ekstra fokus på brugerne af bygningerne:

– Vi vil være den mest innovative boligproducent og skabe boliger, der beriger folks hverdag samtidig med, at vi tager et ansvar for det aftryk, vi og vores boliger efterlader, siger Tom Mikkelsen, direktør for BM Byggeindustri, og tilføjer:

– DGNB Hjerte-udmærkelsen bekræfter os i, at vi er på vej i den rigtige retning. Den viser, at vi lever op til vores målsætning om at tage et ansvar, og at vores boliger skal være med til at berige folks hverdag, da DGNB-hjertet vidner om, at der er gjort noget ekstraordinært i forhold til velvære og sundhed for de mennesker, der skal bo i boligerne.

Relateret indhold