Byggebranchen står midt i store udfordringer og prognoser, der peger på nedtur.
Men det får ikke entreprenørkoncernen Raunstrup, til at tvivle på fremtiden – i stedet er vækstambitionerne skruet gevaldigt op.
Den Aarhus-baserede og Enemærke & Petersen-ejede entreprenør har sat et ambitiøst mål om synliggøre deres landsdækkende tilstedeværelse indenfor den del af koncernen, som tager sig af bygningsservice: Omsætningen skal fordobles over de næste fem år.
Derfor går man nu i gang med at opbygge en ny markedsorganisation. Og første skridt er nu taget med ansættelse af Caspar Sejer Dandanell Nielsen som markedschef for segmentet Inventar.
Han skal lede det ene af i alt fem segmenter i den nye markedsorganisation. Planen er at udvide og udvikle virksomhedens Inventar segment til hele landet.
Vi er ambitiøse, men målsætningen er yderst realistisk
– Målene for de kommende år er ambitiøse, og det er på trods af, at de bliver sat, mens byggebranchen står på kanten af en knækket prognose. I 2022 skulle byggefesten fortsætte, men en ny vurdering fra data- og researchvirksomheden Byggefakta viser, at branchen går hårde tider i møde. Men nedgangen står ikke i vejen for målsætningen, siger direktør for Raunstrup Bygningsservice, Michael Nielsen.
– Vores målsætning er yderst realistisk. Vi vurderer ikke, at den forventede nedgang i branchen vil påvirke serviceopgaver i samme omfang som nybyggeri. Med markedsorganisationen sætter vi baren højt indenfor bygningsservice, og det vil betyde, at vi vil være til stede på alle segmenter på landsplan. Vi oplever allerede nu, stor efterspørgsel efter en landsdækkende service, så kunderne kun skal forholde sig til én samarbejdspartner, siger han og peger på den fordel, som virksomheden vil udnytte.
– Vores størrelse, at vi kan gøre tingene hurtigere, mere effektivt og ens fra by til by. Det betyder, at vi kan konkurrere med mange af de lokale entreprenører, der ikke har samme mandsskabsstørrelse. Og så er det en klar fordel for vores kunder, at de kan få samme service og ydelse i hele landet.
Nye segmenter og flere markedschefer på vej
Markedsorganisationen blev søsat i starten af året og skal udvides til de fem segmenter Inventar, Forsikring & fugt, Detail, Glas og Entreprise.
Med udvidelsen forventer man samtidig at ansætte yderligere markedschefer til de andre segmenter. Indenfor fem år skal omsætningen være fordoblet i de fem segmenter.
– Frem mod 2027 bliver de væsentligste indsatsområder for hele organisationen at styrke den aktive salgsindsats og samtidig skabe en mere effektiv og kundeservicemindede organisation for vores nuværende og fremtidige kunder, fortæller Michael Nielsen.
Han bakkes op af Caspar Sejer Dandanell Nielsen, der har en klar målsætning:
– Vi skal spille vores kunder bedre og gøre tingene nemmere for dem. De skal kunne koncentrere sig om det, de er gode til. Når for eksempel køkkensælgeren har solgt et køkken, skal det være nemt at give sagen videre til os, og de skal ikke bruge unødvendig tid på mellemled.
– Vi kommer til at sætte helt nye standarder for branchen, siger Caspar Sejer Dandanell Nielsen.