1,6 mio. tons mindre CO2 i 2030 – Aalborg Portland sætter loft på udledningen

Den nye plan vil samtidig betyde, at cement fra den danske producent får et af de laveste klimaaftryk i Europa.
Fremover skal der ryge mindre CO2 ud af skorstenene på cementfabrikken.
Fremover skal der ryge mindre CO2 ud af skorstenene på cementfabrikken.

I starten af sidste år introducerede Aalborg Portland sin nye cement, FutureCem, der er lige så stærk som almindelig cement, men som udleder 30 % mindre CO2 under fremstillingen. Salget gik dog langt fra som forventet, hvorfor virksomheden valgte at udviske prisforskellen mellem den nye og den konventionelle grå cement.

Læs mere: Fremtidens cement var ikke spiselig for kunderne

Efterfølgende – i april i år ifm. regeringens udspil til en grøn skattereform – har lydt bred kritik af, at Aalborg Portland slipper for billigt i afgift ift. den mængde CO2, en virksomhed udleder.

Nu melder den nordjyske cementproducent så ud, at man fremover vil sætte et loft over, hvor meget CO2, der ryger ud af skorstenene.

Det nye mål er en totaludledning på højst 600.000 tons i 2030, hvilket betyder, at der skal skæres næsten 1,6 millioner tons af CO2-udledningen.

Aalborg Portlands nye klimaplan bygger videre på den aftale, som cementproducenten indgik med regeringen i 2020 om reduktion på mindst 660.000 tons CO2 samt at arbejde videre med yderligere reduktioner frem mod 2030.

Ingen let øvelse

Reduktionerne skal ske ved et skifte fra fossile brændstoffer som kul og koks til natur- og biogas og affaldsbiomasse, som for eksempel benmel og træaffald samt udviklingen af et CCS-anlæg, der skal suge CO2 ud af skorstenene og lagre det i undergrunden.

– Vi vil gerne være en del af løsningen på Danmarks klimaambitioner, og Aalborg Portland har potentialet til at blive den største enkeltstående bidragyder til den danske CO2-reduktion, siger Søren Holm Christensen, CEO for Aalborg Portland, og fortsætter:

– Med de nye reduktionsmål, vi præsenterer i dag, så tager Aalborg Portland et stort skridt i retning af at hjælpe Danmark i mål med klimaambitionerne. Det er ingen let øvelse, men vi har en plan for at skære mere end 70 % af vores nuværende CO2-udledning og sætte et loft over udledningerne fremover.

Teknologi under udvikling

Direktøren pointerer, at cement og beton er uundværligt, når fremtidens Danmark skal bygges, da det indgår i byggeri af alt fra broer til hospitaler og udgør fundamentet for vindmøller.

Han mener, at man kan komme langt med grønnere energikilder som biogas og biomasse, men at det kan ikke lade sig gøre at fremstille cement uden CO2-udledning.

– Derfor er CCS-systemet helt centralt for at komme i mål med ambitionerne. Teknologien, der skal sikre implementeringen af CCS, er stadig under udvikling, og vi arbejder sammen med flere internationale partnere på at klarlægge, hvordan CCS kan installeres i vores produktion. Det vil kræve investeringer i ny teknologi, som vi ikke kan løfte alene, så derfor kommer vi til at søge støtteordninger, ligesom man har set det i andre nordiske lande, siger han.

Dansk afgift skal indfases over en periode

I dag anvender Aalborg Portland allerede over 400.000 tons restprodukter i cementproduktionen, der ellers skulle komme fra nye råstoffer samt 200.000 tons biobrændsel og ikke-genanvendeligt affald årligt i stedet for fossile brændsler.

Samtidig anvendes overskudsvarme fra fabrikken til at levere fjernvarme til 30.000 husstande, mens kridtsøen leverer fjernkøling til det nye supersygehus.

Søren Holm Christensen fortæller, at en ekstra dansk afgift på 100 kroner oven i den europæiske CO2-afgift derfor udelukkende vil mindske det finansielle råderum for investeringer i yderligere CO2-reduktioner:

– Så selvom Aalborg Portland bakker op om Folketingets beslutning om, at Danmark skal gå foran resten af EU, opfordrer vi til, at den ekstra danske afgift vil blive indfaset over en periode, der giver råd til investeringerne i de anlæg, der skal opfange CO2.

Han tilføjer, at den grønne køreplan til gengæld vil betyde, at cement fra Aalborg Portland vil have et gennemsnitligt klimaaftryk på blot 300 kg CO2 per ton cement, hvilket vil være blandt de laveste i Europa.

– Og potentialet er endnu større, hvis bygherrer og offentlige indkøbere ser mod Aalborg Portlands nye cementtyper i fremtiden, siger han og henviser blandt andet til FutureCem.

Relateret indhold