Det smager af Venedig, men er moderne lejlighedsluksus anno 2022 i Hellerup. Her står to nye kysthuse klar med 50 boliger fra øverste hylde til sine nye beboere. Bygget af NCC for Danica Pension og tegnet af Lundgaard Tranberg.
Et byggeri, der scorer maksimalt på skalaen for imponatoreffekt med et helt usædvanligt byggeri efter danske standarder.
For ét er, at bygge luksuslejligheder, som der efterhånden er mange af i København, men placeringen af byggeriet tilføjer helt unikke dimensioner.
Tuborg Strandeng er et nyetableret landområde, hvor landskabet beplantes som på den sjællandske nordkyst i Rågeleje og Tisvilde Hegn og skal give indtryk af et befinde sig midt i uberørt natur.
Høre bølgeskvulpet mod bygningen
Og nærheden til naturen forstærkes i det yderst beliggende af kysthusenes tre blokke. Det står direkte ude i øresund og kommende boligejere vil kunne høre bølgerne slå ind mod fundamentet, når de åbner vinduet.
– Der er vist ingen tvivl om, at disse boliger må være nogle af de mest attraktive, man kan tænke sig. Det er et højt kvalitetsniveau, og boligerne har en fantastisk og fascinerende beliggenhed. Jeg håber, at beboerne bliver glade for dem, siger Anne G. Jensen, områdedirektør i NCC og ansvarlig for byggeriet og suppleres af bygherren Danica Pension.
– Det er enestående lejligheder i et unikt område, tæt på byen, naturen og havet, og i en kvalitet ud over det sædvanlige. Vi håber, at beboerne bliver glade for lejlighederne og for at bo i Tuborg Strandeng, siger Niels Fribo, udviklingsdirektør i Danica Ejendomme.
Flere på vej
Kysthusene er bygget i tre blokke på 12, seks og fire etager og boligerne svinger fra 163 til 288 kvadratmeter.
De er tegnet af Lundgaard & Tranberg ligesom den næste etape på 38 boliger, der er ved at blive bygget lige i nærheden. Mellem boligblokkene er etableret en parkeringskælder til 100 biler, og der er over 2.000 kvadratmeter kælder med depotrum og cykelparkering.
Byggeriet af de to kysthuse og 50 ejerlejligheder begyndte i 2018, mens byggeriet af de næste 38 ejerlejligheder i Kysthus III startede i februar i år. De bliver bygget i samme arkitektur og spænder fra 160 til 340 kvadratmeter. De bygges også i tre klynger og får store terrasser. De forventes at stå klar i 2024.
Det er planen, at der skal bygges fem kysthuse og i alt ca. 170 lejligheder i Tuborg Strandeng. Ud over kysthusene har Danica også opført 124 lejeboliger i en separat ejendom, Bakkedraget, der stod klar til indflytning i september sidste år.