Nationalgalleriet åbner i et af landets tyndest befolkede områder

Med den nye finanslovsaftale får Statens Museum for Kunst i København nu en permanent filial i Thy, som vil markere sig ved en unik kombination af kunst, kulturhistorie og natur.
Ill.: Reiulf Ramstad Arkitekter.
Ill.: Reiulf Ramstad Arkitekter.

Om SMK i Thy

  • – Som nationalgalleri rummer SMK landets største kunstsamling på ca. 260.000 værker.
  • – Samlingen tilhørte oprindeligt de danske konger, givet til folket med demokratiets indførelse fra 1849 og blev til SMK.
  • – I 2018 åbnede SMK sin første afdeling uden for København, SMK Thy, i Doverodde Købmandsgård i Sydthy – som forsøgscenter.
  • – I foråret 2021 donerede A.P. Møller-fonden 37,5 mio. kr. til SMK Thy.
  • – Med finanslovsaftalen for 2022 blev SMK Thy gjort permanent.
  • – Norsk-danske Reiulf Ramstad Arkitekter er netop udpeget som vinder af ombygningen til det permanente SMK Thy.
  • – Projektet ventes færdigt i foråret 2024 og har et budget på 50,5 mio. kr.
  • (Kilde: SMK)

Doverodde Købmandsgårds og dets tidligere kornlager skal ombygges til nye permanente udstillingsrammer for Danmarks Nationalgalleri, Statens Museum for Kunst (SMK), ved Thy. Målet er at realisere den overordnede plan for omdannelsen af Doverodde Købmandsgård og SMK Thy i Thisted Kommune.

Indtil videre har samlingen af kunstværker fra 1300-tallet og frem til i dag kun haft hjemme på Statens Museum for Kunst i København, men med planerne for udviklingen af Doverodde Købmandsgård vil SMK være permanent til stede uden for Danmarks hovedstad.

Norske Reiulf Ramstad Arkitekter med dansk afdeling har vundet arkitektkonkurrencen:

– I styregruppen var der bred enighed om det endelige valg blandt de fire anonymiserede konkurrencebud, siger direktør for SMK, Mikkel Bogh, og tilføjer:

– Udover æstetik har bedst mulig udnyttelse af store, ubrudte og fleksible udstillingsrum i Doverodde været en vigtig forudsætning for os. Som i København vil vi i Thy gøre meget ud af scenografi, arkitektur og stemningsmættet formidling. Vi kommer aldrig bare til at skifte billeder ud på hvide vægge. Den udfordring har Reiulf Ramstad løst æstetisk smukt med enkle og robuste greb.

Fra industribygninger til museumsrum

Mikkel Bogh fremhæver videre den norsk-danske integration af natur og landskab i projektet:

– Det er en stor opgave at transformere så gamle industribygninger til moderne museumsrum – i en del af landet, hvor man samtidig får en naturlig lyst til at inddrage de landskabelige herligheder.

Ill.: Reiulf Ramstad Arkitekter.
Ill.: Reiulf Ramstad Arkitekter.

– Men dagslys og ophængning af kunst harmonerer ikke. Det er løst bl.a. ved at bruge bygningens trappeopgange til smukke panoramaudsigter over fjorden og naturen, inden man bliver lukket ind i den fortryllende verden af kunstoplevelser. Den kontrast er spændende og vil være med til at gøre stedet til en attraktion i sig selv, siger Mikkel Bogh.

Et forbillede for fremtiden

Hos tegnestuen glæder man sig over den forestående opgave:

– Den visionære transformation af det tidligere kornlager har til formål at gøre Doverodde til et sted, hvor arkitekturen inviterer til at opleve alle typer værker fra SMK’s samling. Inden for disse nye rammer vil det være muligt at vise udstillinger skabt specielt til stedet, ligesom der vil være undervisning og kunstformidling af høj international standard til glæde for besøgende, fra nær og fjern.

Det er visionen, at nogle af de bedste værker fra SMK skal kunne opleves i tæt samspil med stedets arkitektur, historie og det omkringliggende landskab:

– SMK Thy vil være et forbillede for fremtiden, både hvad angår lokal forankring og kunstnerisk profil, fortæller Reiulf Ramstad Arkitekter.

Et modigt, men bevidst valg

SMK i Thy blev etableret for fire år siden som et foreløbigt projekt og del af strategien om at gøre SMK’s nationale samling af omkring 260.000 kunstværker tilgængelig for en endnu bredere del af befolkningen. Hidtil har udstillingerne i den gamle købmandsgård i Sydthy dog været udfordret af mangelfuld sikkerhed og uegnet indeklima. Alt det en permanent ombygning nu tager højde for.

– Modsat nationale museer i andre lande, som placerer sine filialer i store provinsbyer, bliver vores en unik kombination af kunst, kulturhistorie og natur. At placere en filial i Thy – et af landets tyndest befolkede områder – er nytænkning og et modigt, men bevidst valg. Nu markerer vi konkret og symbolsk, at vores samling er for hele Danmark, siger Mikkel Bogh.

Relateret indhold