Den 1. november begyndte en helt ny periode for Danmarks ældste fabrikant af sikkerhedssko, Sika Footwear. Efter 150 år med familien Engelbredt bag roret, blev titlen som CEO nemlig officielt givet videre til Martin Dahl, som er den første udefrakommende til at lede den Herningensiske virksomhed nogensinde.
Martin Dahl kommer fra en stilling som Country Manager for Danmark og Finland i Bridgestone, som han har arbejdet for siden 2009. Inden da arbejdede han fem år hos Lemvigh Müller.
I sin nye stilling er Martin Dahl udset til at fortsætte Sika Footwears stabile vækst og udvide virksomhedens position på det nationale såvel som de udenlandske markeder. Derfor skal han, Ole Engelbredt og bestyrelsen nu i gang med at definere og udvikle en ny femårsplan for virksomhedens strategi og mål, der skal afløse den forrige femårsplan, som afsluttes med udgangen af 2022.
Martin Dahl og Ole Engelbredt vil ikke afsløre detaljerne i dybden, men de vil dog gerne løfte sløret for et par af delmålene i strategien fremover.
– Vi sigter mod en vækst og overskud på minimum 10 % for at sikre, at virksomheden er i balance og forberedt til fremtidens øgede konkurrence. Dertil har vi et stort ønske om at stå endnu stærkere i udlandet. Herunder på de øvrige Skandinaviske markeder samt i DACH-landene, siger Ole Engelbredt.
Har brugt et år på at finde sin afløser
62-årige Ole Engelbredt, der nu fratræder stillingen som CEO, er fjerde generation af familien Engelbredt til at stå i spidsen for familieforetagendet. Han har arbejdet i virksomheden i 45 år, fungeret som administrerende direktør i 34 år og har været eneejer i 22 år.
Familien Engelbredt kommer dog fortsat til at spille en vigtig rolle i virksomheden i hhv. bestyrelsen og udviklingsafdelingen.
– Jeg har længe ønsket at trække mig tilbage fra administrationsarbejdet og få mere tid til -at koncentrere mig om at dyrke familien, udviklingsarbejdet og mine hobbyer, siger Ole Engelbredt, der har brugt et år på at finde den rette til at tage over.
Han tilføjer:
– Det har været meget vigtigt for min familie og jeg at finde en erfaren og empatisk leder til at fortsætte vores vækstrejse med vores dygtige ansatte og trofaste kunder. Jeg er derfor meget stolt af at kunne videregive ansvaret til Martin, som vi ser som et ideelt match i kommunikationen med familien og bestyrelsen og i tilgang til virksomheden. Vi vidste, han var den rette inden for det første kvarters samtale.