Byggebranchen og dens kunder har sat den grønne omstilling øverst på dagsordnen. Det handler om at bygge bæredygtigt på alle planer.
En af frontløberne her er Tegnestuen Tredje Natur, som nu etablerer en ny bestyrelse med en række tunge brancheprofiler inden for byggeri og kommunikation for at kunne fastholde og udbygge den førerposition tegnestuen opbygget. Det skriver virksomheden i en pressemeddelse.
– Byggeriet har brug for konkrete, fremadskuende eksempler på, hvordan vi skaber positive bidrag til den nødvendige omstilling. Med bestyrelsen ønsker vi at skærpe vores position i branchen, styrke kommunikationen omkring vores projekter og professionalisere vores arbejde overfor kunder og samarbejdspartnere, fortæller de to stiftere Flemming Rafn og Ole Schrøder.
Den nye bestyrelse får Flemming Andersen som ny bestyrelsesformand. Han har været bestyrelsesformand for Dorthe Mandrup Arkitekter i de seneste 8 år, og arbejdet med ledelsesrådgivning for nogle af landets mest toneangivende tegnestuer de sidste 20 år.
Bestyrelsens næstformand er Le Gammeltoft, stifter og indehaver af Heartbeats. Hun skal med sit kendskab til iværksætteri, kommunikation og nye medier styrke Tredje Naturs brand i et konkurrencepræget marked.
Fra byggeriet kommer også Karen Mosbech, som tidligere i år stoppede i Freja Ejendomme efter 12 år som administrerende direktør. Hun er siden tiltrådt som medstifter af Home.Earth og bestyrelsesformand i Boligfonden Kuben. Med dagens udmelding føjer hun bestyrelsesmedlem i Tredje Natur til CV’et.
– Det er tre markante og erfarne navne, som skal hjælpe os med en yderligere professionalisering og en skærpelse af vores profil som en tegnestue, der skaber byggerier og masterplaner og som bidrager positivt til klimakampen. Vi føler os meget privilegerede over at tre så, siger visionære og erfarne kræfter har takket ja, siger adm. Direktør Malene Krüger om ansættelsen
Tredje Natur blev stiftet i 2012 af partnerne Ole Schrøder og Flemming Rafn, og er især kendt for deres klimamasterplaner og landskabsprojekter, bl.a. Lynetteholms udformning og Enghaveparken i København.
Tegnestuen har dog også omfattende erfaringer med boligbyggeri, hvor de bl.a. bygger Det Ny Sølund med over 500 boliger i København, og er aktuelt ved at opføre et bæredygtigt turismeresort på kanten af den japanske urskov i Inabe.
Tidligere på året etablerede tegnestuen sammen med en række partnere Circle Bank – en ny platform, der har til hensigt at forkorte og forsimple afstanden mellem udbud og efterspørgsel af cirkulærer byggematerialer. Projektet er en del af Realdanias Grand Solutions program, som skal sætte fart på den grønne omstilling af byggeriet.