Celsa Steel Service i Danmark har udgivet ny og forbedret EPD, der dokumenterer et rekordlavt CO2-aftryk på bare 425 kg CO2 pr. ton – en forbedring på 48 kg CO2 pr. ton og en besparelse på 37 % CO2 pr. ton stål i forhold til LCA Bygs branchestandard.
Besparelsen er først og fremmest opnået i armeringens første livscyklusfase, A1.
Læs også: Grossist giver overblik over stålets miljøbelastning
Løbende sænkning af klimaaftrykket er for Celsa Steel Service en langsigtet strategi, der skal fremtidssikre virksomhedens nuværende markedsposition og bidrage til et stadigt lavere CO2-aftryk fra nybyggeri.
Celsa Steel Service har i forvejen gode CO2-tal på det europæiske marked, og med den forbedrede EPD står armeringsproducenten endnu stærkere, når de ændrede byggekrav på maks. 12 kg CO2/kvm/år på større byggerier, træder i kraft i 2023.
Adgangsbilletten til flere projekter
– Med flere DGNB-byggerier på tegnebrættet i Danmark og nye byggekrav om maks. CO2 på vej fra 2023 er vores nye EPD ganske simpelt adgangsbilletten til flere projekter. Vores tidligere EPD, der i forvejen dokumenterede et lavt CO2-aftryk på 473 kg CO2 pr tons, har allerede gjort Celsa markedsledende på bæredygtig armering i Europa. Med det nye tal på 425 kg CO2/tons er Celsa igen et skridt foran, når de nye byggekrav indføres i Danmark. Det er helt efter strategien, fortæller direktør Magnus Lundgren, Celsa.
Læs også: 81 mio. kr. til projekter, der skal løse klimakrisen
CO2-besparelsen på de 48 kg CO2 er opnået gennem optimering af produktionsprocessen på stål- og valseværket i Mo i Rana, der drives på CO2 neutral el fra vandkraft. Værket oparbejder metalskrot fra de nordiske lande til armeringsstål og har et avanceret sorteringsanlæg, som sikrer et meget rent slutprodukt, hvor næsten alt tungmetal opsamles og luftbåren emission er halveret.