Byggeriet af den nye laboratorie- og undervisningsbyggeri til Det Natur- og Biovidenskabelige fakultet på Københavns Universitet er løbet ind i nye vanskeligheder.
Denne gang er det fejlbehæftede brandlukninger, den er gal med i Niels Bohr Bygningen. Det har Vejdirektoratets løbende stikprøver af kvaliteten på lukningerne vist.
– Vi er stort set færdige med de øvrige aktiviteter på byggeriet, men vi har en stor udfordring med de mange tusinde brandhæmmende lukninger, der simpelthen er forkert udført, fortæller anlægsdirektør Erik Stoklund Larsen, Vejdirektoratet.
Beskæmmende dårligt arbejde
– Vi er lige nu i gang med at udbedre fejlene, så vi kan få bygningen brandgodkendt og endelig færdiggjort. Det er naturligvis dybt utilfredsstillende, at vi må bruge tid og ressourcer på den slags i byggeriets afsluttende fase, men det er altså den situation, vi står i.
Overfor Dagens Byggeri lægger anlægsdirektøren ikke skjul på, at forsinkelsen, og dens årsag er dybt ærgerlig.
– Vi er blevet stærkt overrasket over at støde på den type fejl. Og jeg finder det beskæmmende, at man ikke været i stand til at udføre et stykke arbejde, der overholder aftalte specifikationer, og som man efterfølgende kan dokumentere er ordentligt udført, lyder det fra Erik Stoklund Larsen.
Ifølge anlægsdirektøren var Niels Bohr bygningen stort set klar til indflytning, da de dårlige brandlukningerne stak en kæp i hjulet på afleveringsforretningen.
Har nu hyret specialister i brandlukninger
Brandlukninger udgør en vigtig barriere mod spredning af brand via bygningens installationsgennemføringer og etagedæk. I Niels Bohr bygningen er de udført af en forskellige entreprenører. Vejdirektoratet oplyser, at man har forsøgt at få entreprenørerne til at udbedre det mangelfulde arbejde, da fejlene bag kendt.
Det har bare ikke været muligt, konstaterer Vejdirektoratet “Enten fordi entreprenørerne ikke har ønsket at gøre det eller ikke har magtet at levere den tilfredsstillende kvalitet i udbedringerne”.
– Vi er derfor endt i en tvist, og for få arbejdet udført, har vi indgået samarbejde med fire nye entreprenører, der er specialiseret i brandlukninger, fortæller Erik Stoklund Larsen.
– Det er naturligvis dybt utilfredsstillende, at vi må bruge tid og ressourcer på den slags i byggeriets afsluttende fase, men det er altså den situation, vi står i.
Vejdirektoratet forventer, at Niels Bohr Bygningen med den nuværende fremdrift er brandgodkendt og klar til overdragelse uden væsentlige mangler i slutningen af oktober måned.
Niels Bohr Bygningen skulle have stået klar i 2016, men det 52.000 kvm. store byggeri blev ramt af en række forsinkelser med bl.a. forkert udført ventilation og vvs fra den spanske entreprenør Inabensa, fejlindkøbte stinkskabe på laboratorierne og omfattende vandskader. Dermed er også regningen fra byggeprojektet løbet i vejret – fra de budgetterede 1,8 milliarder kroner til rigsrevisionens skøn på nu 4,2 milliarder.