Mange bække små – giver oversvømmelser, når klimaet ændrer sig, og vi får mere nedbør.
Det gør det i en grad, så FNs internationale klimapanel har lavet en klimarapport på over 3000 sider, som hele verden i øjeblikket har travlt med at bladre i.
Samtidig råber de danske vandværker vagt i gevær. Det berømte rene, danske drikkevand er i overhængende fare. Kommende generationer kan glemme alt om blot at dreje på hanen, hvorefter det rene vand løber ned i drikkeglasset.
Rent grundvand slipper simpelthen op, hvis vi ikke begynder at opføre os forsvarligt, vurderer både Dansk Vand- og Spildevandsforening og Danmarks Naturfredningsforening.
Vi skider videre på drikkevandsressourcerne
Regnen styrter ned, og vi opfinder nye måder at fjerne regnvandet på, så vi undergår oversvømmelserne. Og der opkræves fortsat afgifter, der gør det økonomisk tåbeligt at være klima- og ressourcebevidst.
Man kan sige, vi skider uhæmmet videre i drikkevandsressourcerne. Derfor har vi længe plæderet for at anvende de store regnvandsmængder til noget praktisk.
Teknisk er der nemlig ingen problemer i at bruge regnvandet til at skylle ud i toilettet, til at vaske tøj, til at vaske bilen og til en lang række andre.
FN Klimarapport skal bruges som afsæt
Som vandværkernes opråb klart antyder, er drikkevandsressourcerne ikke uendelige. Vores fine grundvand slipper op. Derfor bør politikerne benytte FN-klimarapporten som afsæt til at lade alle bække små bidrage til en løsning, også på spørgsmålet om drikkevand.
Derfor er det tid til politiske initiativer til for eksempel at indføre rabat på vandafledningsafgiften. Så det økonomisk kan hænge sammen at bruge regnvand til toiletskyl, tøjvask og andre formål.
Kommunerne kan for eksempel stille krav i nye lokalplaner om, at regnvandet genbruges i det omfang, det er muligt, og kvittere med, at der kun er tilslutningspligt til spildevand.
Også brug af regnvand i offentlige bygninger
Vi erkender, at regnvand i toiletter og vaskemaskiner rundt om i parcelhusene ikke løser klimaproblematikken. Men igen kan der blive tale om, at mange bække små…
Det kan faktisk godt komme til at batte ganske godt, hvis også sygehuse, plejehjem, skoler, børnehaver, rådhuse og andre offentlige bygninger genbruger regnvandet.
Foruden at bruge en ressource, der ellers giver stadig voksende problemer, sikrer brug af regnvand også længere levetid for både toiletter, vaskemaskiner og bilvaskeanlæg.
Regnvandet indeholder ikke kalk og er derfor mere skånsomt.